KFS bygger fremtidsbolig

Støvring virksomhed bygger aktivhus, som selv producerer energi

Et blik ind i fremtidens energiproducerende bolig.Illustration Velfac A/S

Et blik ind i fremtidens energiproducerende bolig.Illustration Velfac A/S

STØVRING:Vinduesproducenten Velfac har fået øje på den familieejede nordjyske virksomhed KFS Boligbyg A/S. Støvring virksomheden er valgt som totalentreprenør på et anderledes, visionært og energiproducerende boligbyggeri nord for Århus. – KFS Boligbyg har en fantastisk erfaring, netværk og viden, der giver dem overblik og overskud til at spille aktivt med i realiseringen af projektets ambition om at forene det visuelle, med energieffekt, komfort, helt nye materialer og økonomi, siger projektleder hos Velfac Ellen Hansen. En fjer i hatten KFS Boligbyg fejrer i disse dage 25 års jubilæum, og glæder sig over samarbejdet med Velfac. – Det er vi naturligvis rigtig glade for. Sådan et projekt giver en masse omtale, og så er det et kvalitetsstempel på vores virksomhed at blive valgt til sådan et projekt, siger Ditte Maria Kollerup-Therkildsen, planlægningschef og anden generation i virksomheden. KFS Boligbyg har, siden Kurt Flemming Sørensen stiftede virksomheden i kælderen hjemme i privaten i Støvring i 1983, bygget omkring 1000 nye enfamilieshuse til danskerne. Bolig for livet Nybyggeriet ved Århus er et såkaldt aktivhus, hvilket vil sige, at huset selv producerer mere energi og varme, end den familie, som skal prøvebo huset i et år fra april 2009 selv kan bruge. Projektet hedder Bolig for livet og skal teste nye materialer, ny teknologi og nye måder at kombinere elementer på. Aktivhuset skal teste tanker og materialer i virkelighedens verden efter devisen om, at én test er bedre end 1000 ekspertantagelser. Det kommer KFS også til at nyde godt af, mener Ditte Maria Kollerup-Therkildsen – For os betyder det også, at vi får mulighed for at afprøve nogle af de ting, vi selv har udviklet i virkeligheden. Det vil give os en masse viden, som vi kan bruge i videreudviklingen af vores lavenergibyggerier, siger Ditte Maria Kollerup-Therkildsen.