KFUM-spejderne nød ferien på kano(n)tur til Sverige

KFUM-spejderne i Fjerritslev har været på kanotur i Sverige.

KFUM-spejderne i Fjerritslev har været på kanotur i Sverige.

FJERRITSLEV:KFUM-spejderne i Fjerritslev er vendt hjem fra en oplevelsesrig tur til Sverige. I en lille uges tid padlede de rundt på søerne i Värmland, som er beliggende tæt op mod den Norske grænse. - Turen tog sin begyndelse natten mellem lørdag 15. og søndag 16. juli. Fra Spejderborgen i Fjerritslev drog fem biler læsset med spejdere fra Fjerritslev og Ulbjerg og alt deres grej af sted mod Frederikshavn, hvor færgen ventede, fortæller gruppeleder Mogens Jørgensen. Omkring middagstid søndag ankom spejderne til Gustavsfors Kanotuthyrning, som de hjemmefra havde truffet aftale med omkring leje af kanoer. - Efter udlevering af kanoer med diverse tilbehør som redningsveste og padler, kunne vi lægge ud på vandet og drage af sted mod det eventyr, vi var kommet for at opleve. Og det blev i sandhed et fantastisk eventyr: En hel uge, hvor vejret viste sig fra sin allerbedste side og en natur som er helt uovertruffen og spejlblanke søer, hvor kanoen skære sig igennem vandet som var det smør. - Det kan man kalde en oplevelse for livet; hvilket det ganske sikkert også blev for alle deltagerne. Her var virkelig tale om ferie, man ikke ville hjem fra. Spejderne havde hjemmefra medbragt mad til hele ugen, så de led ingen nød, hvad det angår. Aftensmaden blev tilberedt på stormkøkkener. Overnatningen foregik i medbragte telte eller i de sheltere, som var bygget på overnatningsstederne. Rundt i området er der lavet lejrpladser, som man kan overnatte på. Lejrpladserne har toilet, ildsted og shelter, og holdes under opsyn og vedligeholdes af personer, som er ansat til dette. For at holde dette kørende, betaler man som bruger et beløb, når man lejer en kano. Turen på søerne bød også på en tur gennem sluser. Hele to gange skulle spejderne igennem sluser, hvilket var en speciel oplevelse for de fleste af spejderne, idet de ikke tidligere havde prøvet dette. Efter som vejret jo næsten alle dage indbød til badning, gav det jo sig selv, at vi måtte en tur i vandet, når vi var kommet i land. På hjemturen var spejderne en tur inde forbi Trollhättan, for at se sluserne. - Turen var gruppens 6. tur til Sverige. Der går normalt et interval på fire år mellem turene til udlandet, så det er sikkert ikke den sidste tur, som nu er afsluttet. Og da slet ikke med det vejr, der var på denne tur. Ja så får man næsten lyst til at tage af sted lige med det samme, fortæller Mogens Jørgensen.