KH narret på eget græs

Den kloge narrer som bekendt den mindre kloge. Sådan er det også i fodboldens verden.

KH-keeper Johnny Eriksen var slemt impliceret i målet til 2-0, da Lemming lørdag klædte thyboerne af med 4-0 på Hørdum Stadion.
Foto: Diana Holm

KH-keeper Johnny Eriksen var slemt impliceret i målet til 2-0, da Lemming lørdag klædte thyboerne af med 4-0 på Hørdum Stadion. Foto: Diana Holm

Det måtte Koldby/Hørdums bedste fodboldmandskab sande, da de hvidblusede lørdag eftermiddag fik en lektion i effektiv fodbold af Lemming, der klædte thyboerne af med hele 4-0 på Hørdum Stadion. - Vi sidder tilbage med en mærkelig fornemmelse. I første halvleg spillede vi noget af det bedste fodbold i denne sæson. Men de scorede to mål. I anden halvleg havde vi stadig bolden mest. Men de scorede to mål. Det giver et nederlag på 4-0, konstaterer KH-træner Palle Nielsen. Selv om de hvidblusede altså især i første halvleg viste glimrende fodboldspil, så var det gæsterne, der formåede at finde vej til netmaskerne. KH afsluttede alt for ofte lige på Lemmings målmand. Så var der mere konsekvens over gæsterne. Lemming slog første gang til i det 13. minut, hvor gæsterne gav prøver på deres specialitet - de lange indkast. En bold blev kastet langt ind i feltet. Bolden blev forlænget, og så kunne en helt fri Lemming-spiller score til 1-0. - Det var skidt. Vi var forberedt på deres indkast, og så glemte vi alle aftaler, siger Palle Nielsen. Spillemæssigt overtag I fortsættelsen bevarede KH det spillemæssige overtag. Men stadig uden bonus i form af en scoring. I det 35. minut slog Lemming til gengæld til en situation, hvor KH-keeper Johnny Eriksen så skidt ud. Målmanden gled på græsset, og inden han nåede tilbage i sit mål havde Lemming scoret til pauseføringen på 2-0. I anden halvleg nåede KHs spil aldrig kvaliteten fra før pausen. Thyboerne havde dog stadig chancer. Især Kenneth Svanborg og Søren Gregersen havde muligheder, men de afsluttede lige på keeperen. Istedet slog Lemming til to gange indenfor kampens sidste 13 minutter. På to kontraer slog gæsterne bolden ind til bageste stand, hvor en fri spiller kunne score til 3-0 og 4-0. - Det var skidt. Heldigvis har vi allerede en kamp igen på tirsdag i pokalturneringen. Vi trænger til at få rystet den her kamp af os, sagde Palle Nielsen. Med nederlaget er KH nu kun et point over nedrykningsstregen. Og Palle Nielsen, der hele tiden har haft ambitioner om at være med i den sjove ende, erkender, at KH nu må kigge ned ad. - Rækken er knækket. Vi er otte-ni hold, der slås om at holde os over stregen, siger Palle Nielsen. [ Kampfakta: Hørdum Stadion. Fodbold, serie 1: Koldby/Hørdum IF-Lemming IF 0-4 (0-2). 0-1 (13). 0-2 (35). 0-3 (77). 0-4 (87).