Khader: Danmark skal angribe russiske hacker-netværk

Naser Khader, der er ny formand for Folketingets Forsvarsudvalg, mener, at Danmark skal ind i cyberkrigen.

Danmark skal ikke længere påtage sig rollen som "duks" i forbindelse med cyberangreb mod danske institutioner og virksomheder, siger Naser Khader. Foto: Sarah Christine Nørgaard/arkiv/Ritzau Scanpix

Danmark skal ikke længere påtage sig rollen som "duks" i forbindelse med cyberangreb mod danske institutioner og virksomheder, siger Naser Khader. Foto: Sarah Christine Nørgaard/arkiv/Ritzau Scanpix

Alt for længe har den danske strategi mod cyberangreb handlet om at værne sig mod de netværk og grupper, som angriber danske institutioner og virksomheder.

Men det skal være slut.

Det siger den nytiltrådte formand for Folketingets Forsvarsudvalg, Naser Khader (K), til DR Nyheder.

Ifølge Khader er det bedste forsvar nemlig "nogle gange et angreb":

- Vi skal hacke dem, som hacker os. Vi ved faktisk, hvem det er, som forsøger at hacke os. Det er eksempelvis en gruppe, som hedder Fancy Bear, der er tæt forbundet med den russiske militære efterretningstjeneste, siger Khader og tilføjer:

- Det var dem, som hackede sig ind på det amerikanske valg. Man kunne i første omgang hacke deres base.

Men truslen mod Danmark kommer ikke kun fra Rusland.

Ifølge Naser Khader forsøger både kinesiske, nordkoreanske og iranske grupper sig også med angreb. Derfor skal danske modangreb også rettes mod flere fjender, siger han til DR Nyheder.

Khader mener, at det er vigtigt, at Danmark "markerer nogle røde linjer" i stedet for at påtage sig rollen som "duks".

- Vi har længe forsøgt at sige: Lad nu være med at hacke os. Hvorfor bliver I ved med det? Hvorfor forsøger I at underminere vores demokrati og institutioner? Og det har bare ikke virket, det bliver bare ved. Derfor skal vi gå i offensiven, siger Naser Khader til DR Nyheder.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Søren Espersen, mener ikke, at det tilkommer "hverken ham (Naser Khader red.) eller andre at give efterretningstjenesten gode råd".

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, siger til DR Nyheder, at det vil være "tåbeligt" at indlede en storoffensiv i cyberspace.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.