Khader får en kold skulder

Hverken radikale eller konservative folkevalgte i Nordjylland står i kø for at blive en del af Naser Khaders Ny Alliance.

Majken Lenskjold og Søren Wormslev
Det er "fuldstændig uacceptabelt", når Fogh vil finansiere en del af kampen mod klimaforandringerne med pengene til ulandsbistanden, mener Ny Alliance. Foto: Scanpix
EMNER 8. maj 2007 00:12

Det ny midterparti, der i går så dagens lys med topfolk fra de to partier i front, vil sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Ifølge Ny Alliances hjemmeside, rundede partiet i aftes 3.500 medlemmer i hele landet. Alligevel modtages initiativet køligt blandt næsten alle Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seebergs tidligere partifæller i landsdelen, viser et rundspørge, NORDJYSKE har lavet. Én af de få, der ikke utvetydigt melder pas, er byrådsmedlem Karsten Frederiksen (K) fra Brønderslev. - I første omgang vil jeg se, hvad det ny parti mere konkret vil. Men i politik skal man aldrig udelukke noget, og Gitte Seeberg har ret, når hun siger, at det er et problem for De Konservative, at DF får lov til at præge den politiske linje så meget, siger han. Formanden for De Konservative i Aalborg Kommune, Peder Lund, siger, at der i partiet nok er nogle, der føler sådan. - Men jeg tror, Gitte Seeberg er en enlig svale. De fleste andre vurderer, at problemerne opvejes af de mange ting, vi får igennem ved at være med i regeringen, siger han. De Radikales nordjyske formand, Peter Hvid Jensen, håber ikke, at flere går med. Han tilsiger Marianne Jelved nordjysk støtte som leder ”i hvert fald indtil efter næste valg”, selv om hun nu får det sværere: - Det bliver lettere for De Radikale at tegne en klar profil, men det bliver ikke nødvendigvis lettere for os at få indflydelse, siger han. Før Ny Alliance havner på stemmesedlen, skal der samles mindst 19.185 underskrifter. Og der skal opstilles kandidater. - Naser Khader skal gerne ud og finde cirka 60 kandidater. Ikke alle behøver være stærke kandidater, men han skal have mindst én stærk kandidat i hver af de 10 storkredse, siger valgforsker Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet. Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at den allerstørste udfordring bliver at få vælgertilslutning: - De har nogle stærke profiler, men det grundlæggende problem for partiet er, at der ikke er politik i det. Der mangler en politisk sag og et politisk perspektiv. Og det har aldrig før vist sig, at stærke profiler alene kan bære en partidannelse, siger han. Men på ét punkt ser det lyst ud for Naser Khaders nye parti. Rent økonomisk kommer det formentlig ikke til at mangle støtte. Erhvervsmanden Lars Kolind har allerede skudt 100.000 kroner i det nye politiske projekt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...