Khader tager ansvar for fejl i valgkampen

EMNER 8. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Partileder Naser Khader tager nu det fulde ansvar for en række fejl under Ny Alliances valgkamp. I en længere beretning om stiftelsen af Ny Alliance i magasinet Ræson kommer Naser Khader med sin personlige vurdering af den seneste valgkamp. Men han undgår behændigt at sætte fingeren på, hvad der præcist gik galt for ham som partileder under valgkampen. - Der var (...) ting under valgkampen, der ikke gik, som det skulle for Ny Alliance. Det erkender jeg blankt, og påtager mig også som partileder det fulde ansvar for det. Det er blevet mere end grundigt beskrevet i medierne efter valget. Men jeg kan sige, at jeg har lært meget i de seneste uger. Det har alle i partiet, skriver en åbenhjertig Naser Khader. Han er efter valget blevet kritiseret for ikke at kunne forklare sit eget partis skattepolitik og for ikke at være god nok i partilederdebatterne. Senest har NA-afhopperen Bjarke Larsen ligefrem kritiseret Khader for ikke at være egnet til at være partiformand. I bagklogskabens klare lys erkender Naser Khader, at han glemte at være sig selv og var for fokuseret på at fremstå på en særlig måde. I dag er Khader stolt over, at Ny Alliance overhovedet blev valgt til Folketinget, men han tænker samtidig tilbage på en valgkamp, der for hans eget vedkommende også kom til at handle om en række enkeltsager og beskyldninger om sort arbejde i ugebladet Se & Hør./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...