Khader taler i Sønderup

SØNDERUP:Med rødderne i Syrien og islamisk kultur er Naser Khader et ganske usædvanligt folketingsmedlem. Det er noget af det, han fortæller om, når han i aften taler i Sønderup Forsamlingshus. Naser Khader kom til verden i Damaskus i 1963, hvor han boede i de første elleve år af sit liv. Han har gjort meget for at blive en del af Danmark, hvor han blev en af de indvandrere der formåede at gøre karriere. Forældrene var ufaglærte, så for familien udgør hans karriere noget af et tigerspring, hvilket man vil kunne høre undervejs i foredraget "Danmark, mig og min far". Khader, der er medlem for Det Radikale Venstre, er således oversætter og tolk mellem dansk og arabisk og er også forfatter til flere bøger som "Khader.dk" , hvor det at være muslim og indvandrer i Danmark indgår som et uundgåeligt element. Naser Khader er også medlem af Etisk Råd og kendt for at kunne tale både kristnes og muslimers synspunkter imod - endda på en ganske underholdende måde. Det er Trængstrup Foredragsforening, der står bag aftenen sammen med menighedsrådene i Suldrup og Sønderup.