Khader til Vittrup

VITTRUP:Foredragsholderen, forfatteren, debattøren, politikeren, folketingsmedlemmet, indvandreren, palæstinenseren og meget meget mere, Naser Khader, holder foredrag på Vittrup Efterskole på onsdag. Hans emne er: ”Sådansk - om at høre til stammen” Naser Khader kom til Danmark som 11-årig. Han er født i Damaskus, Syrien. Naser Khader fortæller om, hvordan han med held blev indsluset i en dansk skole. Den gang i 1970’erne var der ikke så mange arabere i Danmark, så legekammeraterne var danske børn, og det gav en god sproglig træning. Faderen, der var for træt til sprogundervisning efter en lang arbejdsdag, fik aldrig lært dansk rigtig godt. Men den gang var det heller ikke nødvendigt for at arbejde på en fabrik. Efter 7. klasse behøvede Naser Khader ikke mere sprogundervisning, og efter 10. klasse gik han på gymnasiet. Først læste han til ingeniør, men sprang efter to år over til økonomistudiet på universitetet og blev cand. polit. i 1993. Naser Khader er meget dansk. Mødet arrangeres i samarbejde med Vittrup Efterskole, Vittrup Borgerforening, Børglum Beboerforening og Vittrup Ungdoms- og Gymnastikforening.