Kia inviterer til Carnival

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Instrumenteringen er udført i tilforladelig kvalitet. Aircondition er standard, sammen med ESP.

Umiddelbart skulle man mene, at vi mangler en ny MPV lige så meget, som en eskimo behøver is til sin drink. Markedet er nærmest oversvømmet med denne type af familieflyttere og det er fristende at sige, at der kører flere MPVer rundt end, der er familier til at fylde dem. Så hvad skal vi bruge en ny Kia Carnival til? Kan man spørge sig selv. Ja, det er der faktisk flere gode grund til. Først og fremmest fordi den nuværende model er moden til efterløn, hvis ikke en decideret pensionering. Hverken køreegenskaber eller sikkerheden er en bil anno 2006 værdig. Herhjemme er den mest populær som camper, hvor den udstyret med køkken og et tag, der kan hæves, så afgiften stryger ned på 60 procent. Men det har gjort vægten er øget så meget, at en turistbus virker mere adræt gennem en snæver kurve. Det er ikke tilfældet længere og den nye Carnival danser mere med chaufføren og, hvor der skulle rykkes voldsomt rundt med rattet i den gamle for at ændre kurs, så kører Carnival anno 2006 omtrent den vej, som rattet peger. Komforten virker også fin, da både fjedre og støddæmpere formår at udligne vejens tendens til at bule. Og I undvigemanøvrer vil Carnival med garanti nyde godt af et ESP-system mod udskridninger, som er standard her til lands. I det hele taget er der grund til at tro, at hele sikkerhedspakken er tilforladelig. Den eksisterende Carnival dumpede med at brag, da Euro NCAP kørte den mod muren for et par år siden. Bedre sikkerhed Det skabte angiveligt så meget røre i Kias udviklingsafdeling, at man nu forventer, at den nye Carnival i hvert fald får fire stjerner. Det tror vi dog først på, når den uafhængige sikkerhedsorganisation har blåstemplet den. I mellemtiden vil vi bruge tiden på en stuegang rundt i Carnival, der i høj grad sælges på grund af, at man får en stor bil til pengene. Og rummelighed er netop kodeordet for den nye koreaner, selv om den stadigvæk er lavet af koreanere, der næppe er højere end 1,70 meter i gennemsnit. For garderhøje skandinaviske typer er Carnival også et godt valg, idet pladsen på alle syv sæder virker generøs. Fortil sidder man placeret i sæder så store, så buttede amerikanere også kan være der. Det betyder, at sidestøtten i snævre sving kunne være bedre. På de forreste af de agtersæderne, kan der akkurat snige sig tre voksne ind, der har fornuftig plads til benene og ikke ødelægger frisuren. Men den bedste nyhed er agterstolene, der både er nemme at komme om til og giver en ganske fin komfort. Alle bagsæder kan rykkes frem eller tilbage efter behov og det gør, at man selv kan bestemme om det er passagerer eller bagage, der er i højsædet. Et par solide håndtag og et par store skydedøre gør det enkelt at komme ind og ud af bilen. Stolene skal ud Desværre har Kia ikke fundet penge til en løsning, hvor de to bageste stole klapper ned i bunden, hvis man ikke har behov for dem. Her er der ingen vej uden om, at løfte dem helt ud af bilen. Kia forventer at 40 procent af modellerne skal sælges som camper - 40 procent på gule plader og resten som almindelig personbil. Kia lover, at Carnival nu også duer til familier med seks medlemmer i camperversionen. Man har fået konstrueret et mindre køkken, der optager mindre plads. Det gør plads til en person til. Plastickvaliteten har også fået et synligt løft og dørene smækker nu med samme tillidsvækkende dunk som hos Toyota. Men på et par punkter halter det. Hvorfor har bilen ikke kold luft, der strømmer ind i handskerummet, når den nu alligevel har aircondition som standard og det virker helt forældet, at rattet kun kan justeres i højden og ikke i længderetningen. De biler vi prøvede, da Kia viste vognen frem i Luxemburg forleden, var proppet med luksus som lædersæder, elektriske skydedøre og sågar også elektrisk drev på bagklappen. De attraktioner bliver dog ikke standard, når den nye Carnival kommer til Danmark til oktober. Tilstrækkelig trækkraft Det gør en udmærket dieselmotor med 185 hk til gengæld. Den er godt nok baseret på den kendte 2,9 maskine, der havde sit hyr med at trække den tunge familieflytter i den nuværende aftapning, men et boost på 41 hk og lidt bedre drejningsmoment gør, at kræfterne virker tilstrækkelige. Tilmed gør de ikke meget væsen af sig. Vi kørte en længere motorvejsstrækning i Belgien og opdagede ingen generende motorstøj, kun vind- og hjulstøj i tålelig lydstyrke. Man skal dog ikke have alt for store forhåbninger til økonomien, selv om det er en diesel. Kia opgiver selv en gennemsnitlig værdi på 12,8 km/l. Men alternativet, V6-benzinmotoren, kører under 10 km/l og den tager Kia slet ikke til Danmark. Nu, vi er ved økonomien, så er prisen ikke forhandlet færdig endnu. Men et gæt på 300.000 kroner for Carnival camper i dieseludgaven med manuelt gear er ikke helt malplaceret. Det gør den 30.000 kroner dyrere end i dag, men det virker ikke urimeligt, når den kan rumme en ekstra passager og gør det meget sjovere at være til Carnival med Kia.