Frederikshavn

Kick off til fremtiden

Det Nye Frederikshavn ud over rampen

FREDERIKSHAVN:Hvem er vi. Hvor skal vi hen og hvor skal vi stille de tomme flasker..? I de gode, gamle dage var Frederikshavn kendt som Rødspættebyen. Når Guld-Harald og holdkammeraterne fra FfI spillede på udebane, havde de altid en rødspætte til at sprælle i netmaskerne som byens maskot. Efter rødspætterne kom de blå kedeldragter. Frederikshavn blev værftsbyen, der byggede skibe på samlebånd. Det fik en brat ende for seks-syv år siden, da globaliseringen ramte byen, og nu er vi godt i gang med at finde vores nye identitet. Fra værftsby til værtsby er én af slaglinierne i Frederikshavns nye image og flere vil blive præsenteret i eftermiddag, når der er "kick off" i Arena Nord. Her vil Jens Gaardbo præsentere sit arbejde med at formulere byens nye kommunikationsstrategi. Indholdet i byens "maggiterning" er et koncentrat af de mest markante ud- og indtryk i Det Ny Frederikshavn, et strategisk sigtepunkt, der samler byens øverste signal og image. Derudover indeholder strategien en række budskaber, som kendetegner Det Ny Frederikshavn samt en handlingsplan for, hvordan budskabet kommunikres ud til den brede offentlighed. På eftermiddagens "kick off" er der også premiere på en ny Frederikshavnerfilm, et nyt design samt en ny byportal.