Musik

Kickass country

CD Rock White Stripes: "Get Behind Me Satan" Der er forskellige måder at gøre tingene på. Tag for eksempel Coldplay, der i disse dage udsender en plade, som de har gået og finpudset sirligt i halvandet år. Og tag så White Stripes. Deres nye "Get Behind Me Satan" eksisterede end ikke for halvanden måned siden, og alligevel lander de i butikken samme dag. Måske er det netop derfor, at Striberne lyder så meget friskere? Jack og Meg Whites kickass blanding af rock, blues og country er i hvert fald så potent som nogensinde, og det er ganske enkelt både medrivende og fornøjeligt at være vidne til. Lige fra den hårdkantede, nærmest metalliske albumåbner, "Blue Orchid", er vi solgt. Og da duoen lidt efter slipper igennem næsten en hel sang udelukkende med linierne "I've been thinking about my doorbell and when you're gonna ring it!" ("My Doorbell"), ja så er overgivelsen total. Jeg kan ikke komme på andre bands, der lyder så umiddelbare som White Stripes – og alligevel så nuancerede. Siden "Elephant" er der skruet op for countryelementet i musikken. Vi har tidligere hørt Jack White give hals med skinger falset på Dolly Partons "Joleene". Her følger han op i samme stil på den banjolirede "Little Ghost", der også kunne være hentet i countrydronningens katalog, og det er faktisk på en eller anden bizar måde et kompliment. Og så har jeg i øvrigt undret mig over, at jeg tit var udsat for spøgefulde unger ved min hoveddør, når jeg hørte "Take, Take, Take" – indtil det gik op for mig, at der omkring tre minutter inde i sangen er lyden af en dørklokke. Hvorfor? Spørg mig ikke. Måske kom pizzabudet forbi, mens Jack og Meg var i studiet. Måske er det bare deres måde at dokumentere live-fornemmelsen på – som MTV-værter, der siger "røv", når de sender direkte. For "Get Behind Me Satan" er live i alle ordets betydninger – både lige nu og levende – og White Stripes er selve rockens sjæl. Rasmus Hougaardkultur@nordjyske.dk White Stripes: "Get Behind Me Satan". XL / Playground. Udkommer i dag