Kicker: Dortmund henter Götze tilbage for 190 millioner

Borussia Dortmund og Bayern München er nået til enighed omkring Mario Götze, skriver fodboldmagasinet Kicker.

Ritzau
158765628 Foto: Scanpix/Sergei Supinsky
Sport 20. juli 2016 21:51 - Opdateret 21. juli 2016 06:54
Tre år efter at Mario Götze skiftede fra Borussia Dortmund til Bayern München, vender den tyske landsholdsangriber tilbage.

Det tyske fodboldmagasin Kicker skriver, at handlen mellem de to storklubber er faldet på plads.

Mens 24-årige Götze i 2013 blev handlet for 275 millioner kroner, så er overgangssummen denne gang 190 millioner kroner, skriver Kicker.

Det har i flere dage været kendt, at Bayern og Dortmund forhandlede om Götze, der aldrig fik sit gennembrud i sine tre sæsoner i Sydtyskland.

Bayern-formand Karl-Heinz Rummenigge har flere gange bekræftet, at storklubberne var i dialog omkring offensivspilleren, der har kontraktudløb i Bayern næste sommer.

Mario Götze har længe været en kilde til uro mellem Tysklands to stærkeste klubber. Det skabte dårlig stemning mellem de to rivaler, da Bayern München i april 2013 lækkede købet af Götze i Dortmund til tyske medier.

Nyheden kom ud dagen før, at bundesligakonkurrenten skulle møde Real Madrid i semifinalen i Champions League. Trods rystelserne i Dortmund lykkedes det holdet at slå Real Madrid.

I finalen måtte arbejderklubben fra Ruhr-distriktet dog se sig slået af Bayern München.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...