Støvring

Kickstart for iværksættere

Rebild Erhvervsudviklingsråd vil samle en kreds af erfarne erhvervsfolk, som frivilligt vil hjælpe nystartede virksomheder bedre i gang

Henrik Mønsted Jensen fra HMJ Design stiller sit enorme importnetværk til rådighed for nystartede, så de kan undgå de værste faldgruber og fra starten kan have tillid til deres fjerne leverandører.Foto: Martin Damgård

Henrik Mønsted Jensen fra HMJ Design stiller sit enorme importnetværk til rådighed for nystartede, så de kan undgå de værste faldgruber og fra starten kan have tillid til deres fjerne leverandører.Foto: Martin Damgård

STØVRING:Rebild Erhvervsudviklingsråd vil nu samle en kreds af erfarne erhvervsfolk fra hele kommunen. 20 navngivne erhvervsledere har i går modtaget en skriftlig henvendelse fra erhvervsudviklingsrådet, som vil skabe et mentornetværk i kommunen. - Vi ved, at der rundt omkring i kommunen sidder rigtigt mange erfarne erhvervsfolk, som har både tid og økonomisk overskud til at hjælpe andre i gang. Deres rolle bliver helt individuel og frivillig, og der kan være tale om alt fra en samtale eller to til et længerevarende engagement, siger erhvervskonsulent Lone Borg Nedergaard, Rebild Kommune. Sammen med sin kollega Mogens Grøn ser hun frem til en dialog med den kommende kreds af mentorer, og allerede inden ordningen er formaliseret, har den første mentor meldt sig på banen. Henrik Mønsted Jensen fra HMJ Design har gennem årtier opbygget et unikt netværk i importbranchen, hvor han har nære forbindelser til mange forskellige producenter i Østen, Afrika og Sydamerika. En ung pige fra kommunen er ved at starte en mindre og specialiseret systue, og Henrik Mønsted Jensen har skaffet hende de rette kontakter fra starten. - Man kan bare prøve at google sig frem for at finde en tekstilproducent i Østen, så ser man hvor uoverskueligt det er. Men jeg har sat den pågældende i kontakt med en leverandør, som jeg kender og har tiltro til og bedt ham give hende den bedste behandling fra starten, siger Henrik Mønsted Jensen. Den lille kommende systue kan nu lave tegninger herhjemme og sende dem til Indien. Herfra kommer varen direkte hjem til Danmark med kurér, og det hele sker via pålidelige kanaler, som HMJ Design har anvendt i mange år.