Kidde kronet som Kong Karneval

Den satiriske tegner og forfatter Rune T. Kidde blev onsdag kåret og kronet som årets karnevalskonge. "Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr" er blandt de værker, som dette års Kong Karneval er kendt for.

Det blev forfatteren og tegneren Rune T. Kidde, der onsdag blev kronet som Kong Karneval 2005. Dermed bliver det ham, der den 28. maj skal lede karnevalsoptoget fra havnen til Kildeparken, ligesom han skal overrække priser til de bedste internationale karnevalsgrupper. Rune T. Kidde er kendt for sine historier om ”Den lilla Møghætte og Pulven”, ”Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr”, ligesom han har tegnet adskillige tegninger til blandt andre Politiken, Ekstra Bladet og tegneserier. Det er i lyset af årets karnevalstema ” Hyrdinden og Skorstensfejeren og andre eventyrligheder”, at Rune T. Kidde blev valgt som karnevalskonge. For nylig har han nemlig genskrevet 11 af H.C. Andersens eventyr til nutidens sprog.