- Kiels fysik knuser AaB

- Vi har det bedste hold i EHF Cuppen, mener Nikolaj Jacobsen

AALBORG:AaB Håndbold slipper for den skadede slovenske landsholdsanfører Roman Pungartnik, og den danske fløjvirtuos Nikolaj Jacobsen er heller ikke med hos THW Kiel, når de to hold tørner sammen i kvartfinalen i EHF Cup - første gang på lørdag i Kiel med returkamp i Gigantium søndag 22. februar. Men-men - fraværet af den prominente knæskadede duo rokker ikke ved, at AaB på papiret bliver udsat for en skræmmende overmagt, der bl.a. tæller ni aktører fra den nylige EM-slutrunde, anført af turneringens bedste målmand, Henning Fritz. - Jamen, vi har det bedste hold i EHF Cup, så vi bør vinde turneringen, lyder det uden omsvøb fra Nikolaj Jacobsen, der 3. januar var blandt tilskuerne i Aalborg Stadionhal til AaB's ligamatch mod FCK (26-26) og naturligvis har givet sine iagttagelser videre til trænerstaben i THW Kiel. AaB-skytter i knibe - Kampen var præget af en halvdårlig stemning mellem de to hold og kunne ikke bruges alverden med henblik på AaB's opgør mod os, fordi FCK dækkede en offensiv 3-2-1, mens vi praktiserer en 6-0 opdækning. - Det giver et helt andet spil, og i mine øjne kniber det med fysikken i AaB's bagkæde, så jeg forventer, at de får problemer med at skyde forbi vores store og stærke forsvarsspillere. - Som helhed råder AaB dog over et godt hold med to teknisk stærke fløje i Christian Back og Håvard Tvedten, ligesom man skal stå på den rigtige side for at dæmme op for Bo Pedersen på stregen. - Der er ingen tvivl om vores favoritværdighed, og jeg vil vurdere chancerne som 70-30, men det kan gå galt for os, hvis AaB rammer to dage, hvor det hele fungerer for dem, samtidig med at vi spiller to mindre gode kampe. Forvænte fans Nikolaj Jacobsen håber, at THW Kiel afgør konfrontationen på hjemmebane. - Vi skulle gerne vinde så stort, at AaB reelt opgiver at gå videre og kun satser på at stille sit hjemmepublikum tilfreds i returkampen. Ostseehalle kan rumme 10.200 tilskuere, og til kampene i Bundesligaen er 9.500 pladser solgt som sæsonkort. Disse gælder dog ikke i europæiske kampe, og Nikolaj Jakobsen forventer knap fuldt hus. - Der kommer sandsynligvis 7-8.000 tilskuere mod AaB. Nogle gange har vi verdens bedste publikum, men andre gange virker det, som om kampen rager dem en papand. Vores fans er blevet forvænte med succes, men de skal nok komme op af sæderne og sørge for opbakning, hvis vi får kvaler med AaB.