Kielstrups hjerte banker i Anlægget

Nutiden drikker fredags-fyraftensøl - fortiden antydes på en mindesten

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hen over bakken - bag Kielstrup - kunne der måske have ligget en skole.

KIELSTRUP:Glade børn tumler på den lille legeplads, mens de voksne bænker sig i pavillonen i Kielstrups mødested af et lille byting. Lidt derfra meddeler inskriptionen på en mindesten: ”Vor tak til dem, som faldt. De gav os alt. De livet gav for Danmark”. Hyldesten tager afsæt i to af landsbyens sønner og modstandsfolk, Jacob Uhrenholt og Jens Gade. Begge var med i en modtagelsesgruppe med udspring i nabobyen Oue. Mellem seks og otte unge mænd under ledelse af mekaniker Dalsgård fra Oue - kaldet ”Monty” - tog imod, når englænderne droppede stenguns og andre våben ned nær Kielstrup Sø. Ikke kun de skovfyldte omgivelser ved søen gjorde nedkastningsstedet ideelt. Tømt for sit indhold blev den nedkastede container med affald prompte kastet i søen for at slette alle spor efter en risikofyldt opsamlings-mission. De alvorfyldte ord på mindestenen hentyder dog ikke til lokale skæbne. Tættere end et enkelt vådeskud i benet kom lokale modstandsfolk heldigvis ikke et skæbnesvangert mandefald. Så kunne det være gået langt værre, da man i 1963 indrettede kommunekontor i den gamle skole på Kielstrupvej 3. Da håndværkerne brækkede gulvet op, stødte man nemlig noget gammelt sprængstof, som førstelærer Løkkegaard havde stuvet af vejen. Bemeldte førstelærer sørgede sammen med Jens Christian Gade, far til frihedskæmper Jens Gade, for, at Kielstrup fik sin mindesten lige efter krigen. Oprindeligt stod stenen ved rosenbedet, hvor de daværende grusveje Kielstrupvej og Anlægsvej mødtes. Men i slutningen af fyrrerne flyttede stenen med, da Kielstrup og Oue-Valsgaard sognekommune enedes om at skabe det mødested, borgerne siden har udbygget med pavillon, legeredskaber, petanquebane med plæne og hesteskoformede guldfiskedamme på begge sider af Anlægsvej. - Området henlå dengang som én stor sump, men vi aftalte, at hvis vi kunne levere heste, vogne og skovle, så stillede kommunen med arbejdsløse folk. Anlægget blev altså skabt som et af datidens beskæftigelsesprojekter, fortæller landsbyens næstældste borger, Kristian Mikkelsen. For byens ældste - 80-årige Niels Gade, lillebror til frihedskæmper Jens Gade - var forholdet til førstelærer Løkkegaard ret bogstaveligt lidt frem og tilbage. - Jo, for på skolebænken blev jeg placeret på bagerste række, men på fodboldbanen rykkede han mig altid helt frem som centerforward, smiler Niels Gade, der som ung mand udfoldede sig som en habil angrebsspiller i Hobro. Anlægget er i dag stedet, hvor stort og små vendes under den obligatoriske fredagsøl. Op til en snes borgere plejer hver fredag ved fyraftenstid at kigge forbi. Uanset vind og vejr sidder man tørt på bænken i pavillonen. I mørke stunder tænder man de små lamper. - Men det udarter sig aldrig. Vi holder fast i, at fyraftensmødet varer fra klokken 16 til 17.30, så vi er hjemme til aftensmad, bedyrer Kristian Mikkelsen. Der nikkes bekræftende omkring bordet. Andre eftermiddage hygger ungerne sig på den lille legeplads med gyngen, vippen, rutchebanen eller sandkassen. Op gennem 50erne lagde Anlægget ører til den årlige sommerfest med både taler og sangkor. En årrække lå anlægsfesterne stille, men blev genlivet den pinselørdag først i 90erne, hvor det lykkedes at hjembringe en majstang. Siden har pinselørdag været fast festdag i Anlægget. Og skulle det blive for festligt, kan man jo altid søge en fredfyldt plet på modsatte side af Anlægsvej og dvæle ved mindestenen.