KIF Kolding droppede kontrakt med trænerprofil

Patrick Westerholm havde skrevet under med KIF Kolding, men klubben endte med at springe fra.

I august sidste år blev det meldt ud, at Patrick Westerholm ikke ville fortsætte i TTH Holstebro, når hans kontrakt udløber 30. juni i år. (Arkivfoto)

I august sidste år blev det meldt ud, at Patrick Westerholm ikke ville fortsætte i TTH Holstebro, når hans kontrakt udløber 30. juni i år. (Arkivfoto)

KOLDING:KIF Kolding har været på nippet til at ansætte nuværende TTH Holstebro-træner Patrick Westerholm som ny cheftræner.

Det skriver JydskeVestkysten.

Den finske træner havde sat sin underskrift på en kontrakt med den jyske traditionsklub, men Kolding endte med at springe fra, efter at klubben endte i økonomiske problemer grundet coronakrisen.

Mens KIF Kolding over for avisen ikke ville kommentere oplysningerne, bekræfter Westerholm - hvis kontrakt med TTH udløber 30. juni - at han havde skrevet under og var på vej til klubben.

- Jeg blev indkaldt til et møde, hvor jeg sagde, at jeg gerne ville gå ned i løn og udsætte nogle ting omkring den fysiske træning, men det drejede sig bare om, at min aftale (med Kolding, red.) skulle ophæves, siger Patrick Westerholm til JydskeVestkysten.

Han medgiver, at KIF Kolding havde juridisk belæg for at droppe kontrakten, fordi nogle af betingelserne for, at samarbejdet blev en realitet, endnu ikke var opfyldt.

KIF Kolding meddelte i sidste uge, at klubben lider økonomisk og derfor måtte sige farvel til cheftræner Ulf Sivertsson.

Ifølge Patrick Westerholm havde han skrevet under på kontrakten med KIF Kolding lang tid før Sivertssons farvel, efter håndboldsæsonen blev sat på pause, men inden den blev aflyst før tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.