Lokalpolitik

Kig nu fremad

S-medlem opfordrer til samarbejde med SF

Socialdemokraternes kredsformand i Frederikshavn, Stig Lundbo, skriver i Nordjyske (16.3), at han ikke tror, at SF vil samarbejde, så længe Søren Visti og Brian Pedersen (begge SF) har noget at skulle have sagt i byrådsgruppen. Indlægget er selvfølgelig skrevet i stadig skuffelse over, at konstitueringen mellem S/SF i 2009 løb ud i sandet, og i skuffelse over, at Brian Pedersen enehændigt sørgede for, at Socialdemokraterne ikke fik nogen udvalgsformandsposter. Både jeg og mine partifæller har selvfølgelig ærgret os over dette de sidste to år, og jeg har da også selv haft den skarpe rive ude efter SF - indrømmet! Når det så er sagt, så er der altså gået lang tid siden byrådsvalget, og jeg er efterhånden overbevist om, at vi skal række hånden ud mod SF'erne til genforening modsat den praksis, som bl.a. Stig Lundbo i omtalte indlæg udøver. Hvis først vi som Socialdemokrater "mobber" én SF'er, så tror jeg ikke, det bliver lettere at få de andre fire SF'ere i byrådet med på rødt hold igen efter næste valg. Der er masser af ting, vi sammen med SF kan tage fat på både før og efter næste valg; en mere handicapvenlig kommune, et større fokus på psykiatri og hjælp til værdigt trængende i kommunen. Disse ting opnår vi ikke ved at modarbejde SF - tværtimod! Mit råd er, at vi skal kigge fremad og acceptere tingenes tilstand, så skal SF'erne nok vende "hjem" igen.