Kig til de sjove, gamle dage

Ungt publikum morede sig med nyttige redskaber fra dengang, da bedstefar var dreng i Saltum

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Karl på to og Kris på fire er vilde med at sortere kartofler. Foto Jens Morten

Lærerinden skæver til tavlen med alfabetet skrevet med skråskrift, før hun fører tavlekridtet med nogenlunde beslutsom hånd og skriver Simone. Simone Engstrøm, Thise, er gledet ind på en fortidig skolepult i rækken. Hun er i gang med blækskrift i den gamle skolestue på Egnssamlingen i Saltum. Det kræver koncentration at håndtere gammeldags skønskrift. Også selv om hun bare skal skrive sit navn. - Det er sjovt at skrive med pen. Jeg har prøvet det én gang før. Det var i Den gamle By i Århus, fortæller hun, mens Egnssamlingens lærerinde, pensioneret lærer Aase Nielsen, prøver at komme i tanker om, hvor længe det er siden, formskriften tog over i folkeskolen og skyder på 50 år. Sådan cirka. For det skete ikke med en gang. - Jeg har undervist i skråskrift siden, fordi nogle gerne ville lære det for at kunne læse gamle breve, fortæller hun. På Egnssamlingen er tirsdag i efterårsferien lig med åbent hus og vrimmel alle vegne i værksteder og på udstillinger. Her kan børn opleve, hvor sjovt mormor og bedstefar havde det i gamle dage. For hvorfor købe en karton æblejuice, når man kan have fornøjelse af at presse æbler med håndkraft? Eller en pose ensartede kartofler i supermarkedet, når det er rigtig sjovt at dreje rundt og rundt på håndtaget til den gamle kartoffelsorterermaskine? For ikke at tale om at lave et sjippetov og male mel til pandekager. Selv de yngste kan være med, beviser Karl Finnerup Knudsen. Han er ikke til at drive fra håndtaget til kartoffelsortereren. Han er to år. - Han er også landmandssøn, lyder det fra den stolte bedstemor, Sonja Finnerup Pedersen, Saltum. Hvert eneste år har lokalmuseet nyt at byde på, som børn og deres pårørende kan fornøje sig med og måske nikke genkendende til. Og igen i år var det ingen sag for Egnssamlingen at finde frivillige til at hjælpe til, vise frem og lære fra sig. 40 var med, men i det hele taget oplever Egnssamlingen stor støtte. Den opstod i det små i 1971-72, da en lokal lærer begyndte at samle gamle fotografier, foreningsprotokoller og lydbånd. Siden har samlingen udviklet sig kolossalt til et lokalhistorisk arkiv og museum, der dækker Sydvestvendsyssel.