Kildens Rygeri fordobler omsætningen

Tyskere, italienere og spaniere valfarter til forrygende familie-drevet butik.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

FRiske forsyninger. Arkivfoto: Per Kolind

Nordjyderne smager hans røgede og ferske fisk fra Kildens Rygeri som aldrig før, og nu melder kunder fra udlandet sig til den voksende fanskare. - Især tyskere, italienere og spanioler på ophold i det nordjyske køber vores fisk, og siden i sommer har vi fordoblet omsætningen, konstaterer indehaveren af Kildens Rygeri i Nibe, Kurt Hedegaard. Ved siden af salget fra forretningen og røgeriet i Nibe, leverer Kildens Rygeri færdigvarer til især kantiner, specialbutikker og restauranter. - En tysk restaurant-gæst spørger, hvor fisken stammer fra, og finder på den måde frem til os, lyder et af Kurt Hedegaards bud på det voksende salg. - Og så ryger vi jo på den gammeldags maner uden tilsætningsstoffer og den slags. Det er det, kunderne vil have. Kurt Hedegaard arbejder mellem 12 og 14 timer om dagen med periodevis assistance fra hustruen, der har taget orlov fra sit job i fire måneder for at hjælpe husbonden med at efterkomme efterspørgslen. Han står ofte op ved 04-tiden, henter den norske laks i Hirtshals, fisken til ferskretter i Aalborg, og ryger og betjener kunder på Koldsmindevej ved siden af Nibe Caravan Center. - Det sker, at vore børn hjælper til i forretningen, men jeg ansætter ikke en medarbejder udefra. - Jeg vil selv have føling med alle arbejdsgange, og kunderne forventer, at jeg står til rådighed for en lille snak, bemærker Kurt Hedegaard. Det er nu fire et halvt år siden, Kildens Rygeri åbnede uden støttekroner i ryggen til iværksætteren, der alligevel tog en chance for at opfylde drømmen om at blive selvstændig. - Ind imellem bliver jeg harm, når jeg hører om store overskuds-foretagender, der samlet modtager milliarder i erhvervsstøtte, mens sådan nogle som mig intet fik og intet får. Den driftige og arbejdsomme herre kalder sit ind imellem hårde slid for "en hobby", og satser på at udvide sortimentet med røget vildt i den nære fremtid.