Kildeparken ribbet for skulpturer

Tyverier 11. september 2002 08:00

AALBORG: To kendte klenodier fra Kildeparken forsvandt onsdag morgen ved højlys dag efter en nøje udtænkt plan. Vidner i form af forbipasserende dagplejemødre på udflugt under den lune sensommersol protesterede voldsomt og højlydt, da de kendte skulpturer "Høstmanden" og "Stensamlersken" blev løftet op på en kranvogn og kørt væk - "Stensamlersken" blev sågar helt åbenlyst vippet fri med en stålstang fra hendes fundament af tørbeton og overkroppen bundet stramt ind ind i snore, men ordensmagten skred alligevel ikke ind, og lod det, dagplejemødrene opfattede som et frækt tyveri, passere. Vidnerne vidste bare ikke, at aktionen var en helt og aldeles lovling handling - godkendt af Aalborg Kommune - og udført af Nibe-kunstneren Thorvald Odgaard med eksempelvis indgangs-portalen til Aalborg Zoo på samvittigheden - i samarbejde med kranvognsfører Verner Lemvig fra Nibe Kommunes tekniske afdeling. De to "kunst-tyve"fjernede de to skulpturer skabt af Just Nielsen Sondrup for at køre dem til Nibe nær Sondrups fødeby Barmer, og bliver næste weekend del af en udstilling om den i nutiden noget oversete kunstner, hvis værker fortsat præger udsmykningen af kendte steder som Folketingssalen og Riddersalen, Just Nielsen Sondrup er repræsenteret i Botanisk Have i Århus med en stor Blicher-statue, i adskillige kirker landet over, og altså i Aalborgs Kildeparken, hvor "Høstmanden" og "Stensamlersken" fra begyndelsen af 1900-tallet er typiske eksempler på Sondrups social-realistiske stil.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...