Kildevand som trumf

Krystalklart vand i over 1200 bjergsøer

Turisme 7. juni 2003 08:00

Den naturskønne delstat Kärnten, der er Østrigs sydligste provins med grænser til Italien og Slovenien, slår turistmæssigt på noget, som de færreste egne kan prale med. Det er krystalklart vand og det er ifølge Østrigs Turistinformation egnens mest værdifulde aktiv. Her skal man ikke være bange for at sluge en mundfuld, når kroppen afkøles i kilder, vandløb og floder. - Selv vandet i områdets 1270 søer er af drikkevandskvalitet, der er anerkendt i hele EU. Hvor finder du ellers det? Takket være de 2.000 solskinstimer er søerne et paradis for enhver badenymfe, oplyser turistkontoret, der fortsætter: - Wörthersee og Millstätter See er de største søer, Weissensee er den højest beliggende sø, og Faaker See er den sydligste badesø i Kärnten. På søen Ossiacher See giver brisen fra Gerlitzen Alp windsurfere og sejlskibe vind i sejlene, ved Keutschacher See er den naturlige vegetation ved søbredden i stor udstrækning bevaret, og med vandtemperaturer på op til 28°C er Klopeiner See og Turnersee de varmeste „badekar" i Kärnten. Gæsterne får også serveret det reneste kildevand til måltiderne og der iscenesættes vandoplevelser med vandlegepladser og vandfestivaler. 122 campingpladser Turistkontoret fortæller også, at de mange og flotte bjerge rummer masser af muligheder for oplevelser. Fornøjelserne venter lige foran døren. Det er også et område, der tiltrækker campingfolket. - Der er 122 campingpladser og 47 ud af dem har fået en udmærkelse af Dansk Camping Union. Men de andre er også at høj kvalitet, fordi der hvert år investeres i pladserne, påpeger turistkontoret. Turister kan købe et Kärnten Card, der giver adgang til 100 af de mest populære seværdigheder. Det koster 238 kr. for voksne og 96 kr. for børn mellem seks og 15 år. Yngre børn kommer gratis med. Det er også gratis at få det tredje barn med, hvis man har tre børn i betalingsklassen. Kortet kan bruges i to uger og købes på turistkontorer i delstaten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...