Bortførelser

Killen idømt 60 års fængsel for drab på aktivister

PHILADELPHIA: Et tidligere prominent medlem af Ku Klux Klan, Edgar Ray Killen, blev torsdag idømt 60 års fængsel for at have organiseret drabet på tre borgerrettigheds-aktivister i staten Mississippi i 1964. Den 80-årige tidligere præst blev dømt for manddrab. Han havde planlagt, at de tre mænd skulle bortføres, at de skulle prygles og skydes, og dommeren takserede forbrydelsen til 60 års fængsel. Mordet på de tre unge, to hvide og en sort, i den mindre by Philadelphia udløste i 1964 et ramaskrig mange steder i USA og gav borgerrettighedsbevægelsen enormt vind i sejlene. Mordet på de tre er siden blevet dramatiseret i en meget berømt film, "Mississippi Burning", fra 1988 med Gene Hackman i hovedrollen. /ritzau/