Naturkatastrofer

Kilo-vulkanen kom forbi

STAND UP: Amin Jensen improviserede sig gennem store dele af sit forrygende show FREDERIKSHAVN: - I er det dårligst sælgende sted på hele turen, men pyt: Så kan jeg jo lære Jer allesammen at kende, sagde Amin Jensen kort inde i showet. Sølle 200 tilhørere havde løst billet til Amin Jensens Blæs på DK i FFK-hallen torsdag aften. Sidst Danmarks største stand up'er var her for et par år siden, var der tre gange så mange, men konkurrencen om tilhørernes gunst og tegnebog er steget siden da. I dag står de frederikshavnske kulturtilbud i kø og Amin kom i klemme mellem onsdagens støtte-koncert i Arena Nord og fredagens Hanne Boel-koncert i Det Musiske Hus. Det tog nu ikke humøret fra "kilovulkanen", der veloplagt improviserede sig gennem store dele af showet. Dan kom 10 minutter for sent og troede han ubemærket kunne snige sig på plads på tredje række - i stedet blev han en tilbagevendende figur. I noget nær 10 minutter krydsforhørte Amin den stakkels forsinkede lastbilschauffør, der kom direkte fra arbejde. Thomas Thaarup Rasmussen kom også til at spille en hovedrolle. Han sprang frejdigt op på scenen, da Amin efterlyste én, der ville udfordre ham i en musik-duel. Den 16-årige Strandbyknægt bad om at få en el-guitar og fyrede den ene solo af efter den anden, så Amin var ved at få mundharmonikaen i den gale hals. Flot modspil til den scenevante komiker. "Det må være noget, de har aftalt på forhånd", hviskede publikum i pausen, men det var det ikke. Fra første sekund var Amin i nærkontakt med publikum. Ja, inden showet startede, sad han ren fakta midt iblandt os, forklædt som rocker med rygmærke, fuldskæg og langt hår. Rockeren var utålmodig, gik op på scenen og gav os en overhaling, inden Jens Krøyers Trio kom på. I samme sekund rocker-Amin går ud fra scenen, kommer en Amin-look-a-like ind og starter på den formidable kærlighedssang "Ville ønske jeg ku' sige...". Og i sangens sidste vers træder Amin, den rigtige altså, ind på scenen og synger duet med sin "siamesiske tvilling". Hvilken entre! Og så fortsætter det ellers - med grovkornede vitser, sjove livsbetragtninger, hurtig ping-pong med publikum, kærlige parodier og fabelagtig musisk samspil med Jens Krøyers trio, som også er Amins husorkester i tv-programmet Hit med Sangen. Anden afdeling åbnes med Amin på sækkepibe - i skotsk kilt - og vel oppe på scenen håndterer Amin to sækkepiber på én gang. Ene mand afleverer han en hylende morsom parodi på Linie 3 og aftenen slutter med et forrygende ekstranummer: Amin som mavedanser, inden hans look-a-like fra starten, nu udklædt som rockeren, kører ind på scenen på en lille knallert og henter kilo-vulkanen. Tak for i aften - hvilken sortie!