Vietnam

Kim Brix vil renses

Selvom det vietnamesiske politi mandag tilkendegav, at de ikke har tænkt sig at slippe Kim Brix Andersen lige foreløbig, så håber han selv stadig på en lykkelig udgang af sagen. Nordjyden vil have sit navn renset.

- Det vigtigste for mig lige nu er at blive renset fuldstændigt. Det er en forudsætning for, at jeg kan få opbygget en ny tilværelse, siger Kim Brix Andersen, der fortsat er sigtet for bedrageri i forbindelse med et stenbrudsprojekt i Vietnam. Men den seneste melding fra det vietnamesiske politi tyder på, at de ikke umiddlebart er indstillet på at droppe sigtelsen. Mandag indkaldte de Kim Brix Andersen til afhøring i Ho Chi Minh City torsdag. - Det kan jeg ikke forstå noget af. Da jeg blev afhørt efter min løsladelse fortalte man mig, at man ikke havde flere spørgsmål, og at man i øvrigt havde alle de nødvendige oplysninger, da jeg blev anholdt, siger Kim Brix Andersen, der er forsigtig med at kommentere, hvad han mener om de vietnamesiske myndigheders ageren. Han lader dog skinne igennem, at tanken om at vende tilbage til Vietnam ikke vækker den allerstørste glæde hos ham. Hans advokat, Niels Thestrup er mindre forsigtig med at udtale sig. - Jeg opfatter det som ren chikane at indkalde en mand, der befinder sig på den anden side af kloden med så kort varsel, siger advokaten. Han har meddelt, at det er praktisk umuligt for Kim Brix Andersen at komme til Vietnam med så kort varsel, og henviser blandt andet til at han end ikke er i besiddelse at et visum. - Jeg har derfor foreslået de vietnamesiske myndigheder, at de kan stille deres spørgsmål skriftligt, siger han. Derudover har han overfor myndighederne krævet, at de udsteder en garanti for, at Kim Brix Andersen ikke endnu engang bliver fængslet, hvis han skal afhøres i landet eller skal møde til en retssag. Under alle omstændigheder er de vietnamesiske myndigheder af hængig af, at Kim Brix Andersen vil samarbejde, da Danmark ikke har nogen udleveringsaftalel med Vietnam. Så længe tingene foregår på rimelige vilkår, er Kim Brix Andersen da også indstillet på at samabejde. Dog siger Niels Thestrup, at han har svært ved at se, at en fhøring i Vietnam er nødvendig. - Kim Brix Andersen har tidligere svaret på alle spørgsmål, som desuden egner sig bedst til en skriftlig besvarelse, siger han med henvisning til, at det i høj grad drejer sig om datoer, pengeoverførsler og beløb. Kim Brix Andersen selv håber, at han snart kan lægge sagen bag sig. - Jeg håber, at politiet ved at gennemgå sagen når frem til den konklusion, som er sandheden, nemlig at jeg er uskyldig, og at de herefter dropper sagen, siger han. Sker dette ikke, så vil han blive indkaldt til en ny retssag om to til fire måneder. Selvom det vigtigste for Kim Brix Andersen er at få renset sit navn, så er han begyndt at tænke på, hvad der skal ske fremover. - Jeg håber på at komme opbygge noget, hvor jeg kan bruge min viden om Asien og om fiansverdenen, siger han. Men selvom han vil bruge sine kontakter fra sine mange år i Asien, så er det indtil videre slut med at bosætte sig i udlandet. - Det er helt sikkert, at min fremtidige virksomhed skal have base i Nordjylland, fastslår han; men understreger, at der endnu ikke har været tid og kræfter til, at planlægge fremtiden i detaljer. - Så længe jeg stadig har denne sag hængende over hovedet, så er det svært for alvor at tage fat på noget nyt, siger Kim Brix Andersen.