Kim Jensen vil ikke afløse Jan Pytlick

Aalborgenseren vil ikke være kandidat som cheftræner

AALBORG:Kim Jensen fra Aalborg ønsker ikke at tage springet fra assistent- til cheftræner for det danske kvindelandshold i håndbold, når Jan Pytlick stopper på posten senest til sommer. - Heller ikke selv om Dansk Håndbold Forbund (DHF) eventuelt ændrer i den omfattende jobbeskrivelse, hvor reelt under halvdelen af arbejdet er med A-landsholdet, siger Kim Jensen, der til gengæld først efter nytår endeligt afgør, om han skal beholde sin kontrakt som assistenttræner for kvindelandsholdet frem til efter OL i 2008. - Sammen med Jan Pytlick har jeg kørt et projekt frem mod de næste olympiske lege, og det har for mit vedkommende rent arbejdsmæssigt betydet, at året er delt op med halvdelen som lærer på Aalborg Sportshøjskole og den anden halvdel som assistenttræner for kvindelandsholdet. - Med Jans valg om at stoppe som landstræner kan jeg enten vælge at opfylde min kontrakt frem til 2008 med DHF eller prioritere mit lærerjob i Aalborg op. På Sportshøjskolen er jeg med til at udbygge en adventure-linje, og det brænder jeg meget for. Derfor vil jeg gennemtænke mine muligheder, og først en gang i januar vil jeg beslutte mig endeligt. - Og mit valg om at fortsætte som assistenttræner for kvindelandsholdet har intet med den kommende cheftræners person at gøre, understreger Kim Jensen. Omkring cheftrænerjobbet siger han: - Jeg skal ikke køres ind som en kandidat til at afløse Jan Pytlick, for et landstrænerjob kan ikke forenes med mit lærerjob på Aalborg Sportshøjskole, uanset hvordan DHF skruer jobbeskrivelsen sammen. - Mange betragter Jan Pytlicks nuværende job udelukkende som at være cheftræner for kvindernes A-landshold, men han er altså også ansvarlig for talentudviklingen, ligesom han er med både Y- og U-landsholdet til samlinger og turneringer. Desuden er der en del administrativt arbejde, og han er også med til at ansætte diverse trænere for ungdomslandsholdene. - Alt i alt er der tale om en omfattende jobbeskrivelse, men uanset hvad DHF vil ændre i jobbet, skal jeg ikke være ny cheftræner, siger Kim Jensen.