Kim Jong-un inviterer Donald Trump til Nordkorea

Kim Jong-un accepterer Trumps invitation til Det Hvide Hus og gengælder invitationen efter tirsdagens topmøde.

Politik 13. juni 2018 00:58 - Opdateret 13. juni 2018 11:34

Forholdet mellem Nordkorea og USA blomstrer fortsat efter tirsdagens topmøde i Singapore mellem den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den amerikanske præsident, Donald Trump.


Kim Jong-un har således accepteret en invitation fra Donald Trump til at besøge Det Hvide Hus i Washington.
Det rapporterer det nordkoreanske statsmedie KCNA ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Samtidig har Kim gengældt invitationen og inviteret Trump til at besøge Nordkorea.
Under tirsdagens topmøde skal Kim Jong-un desuden have sagt til Trump, at det er "presserende", at Nordkorea og USA stopper med at "irritere og udføre fjendtlige militære aktioner imod hinanden". Det skriver KCNA ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Kim Jong-un har sagt at for at opnå fred og stabilitet på Den Koreanske Halvø og for at gennemføre en atomafrustning, må de to lande forpligte sig til ikke at støde hinanden fra sig, skriver KCNA ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kim Jong-un har også understreget, at der nu er behov for, at USA og Nordkorea følger op med institutionelle og retlige skridt for at gennemføre de løfter, der blev givet på mødet.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...