Kim Larsen udsender hidtil forbudt EP

Efter en mangeårig strid bliver den 30 år gamle Kim Larsen-EP "5 Eiffel" udgivet på CD den 25. juni.

Kim Larsen udsender hidtil forbudt EP

En mangeårig strid med den afdøde digter Frank Jægers familie har betydet, at Kim Larsen først nu - efter flere år - har fået lov til at udgive EP'en "5 Eiffel" på cd.

På albummet finder man blandt andet to numre, der tolker digte af Frank Jæger.

Men fordi Gasolin-sangeren har omskrevet værkerne en smule, har Jægers arvinger og forlaget Gyldendal blokeret udgivelsen i en årrække.

Nu er man nået til enighed, og dermed er det første gang, at "5 Eiffel" kommer på cd, når albummet er at finde på butikshylderne 25. juni.

Blandt de øvrige tre numre finder man blandt andet en tolkning af den 50 år gamle Elvis Presley B-side "Just Tell Her Jim Said Hello".

Musikerne på optagelserne er noget nær en original Gasolin-opsætning.

Det er nemlig Franz Beckerlee på guitar og saxofon, Bjørn Uglebjerg på trommer og Wili Jønsson på bas foruden Thomas Grue på guitar og Klaus Agerschou på klaver.

I den nye cd-version er lyden på den gamle EP blevet frisket op med en remastering.

Og folkene, der står bag den nye og forbedrede lyd på cd'en, er efterhånden vant til at give Kim Larsens musik et friskt pust. De står også bag hele den aktuelle remasteringserie af Kim Larsens udgivelser.

Kim Larsen har i årenes løb været en del af en række forskellige bands. Musikerens band-familie tæller Gasolin, Bellami, Bell Star og Kjukken.

Som soloartist har Kim Larsen solgt mere end tre millioner plader.

/ritzau/