Kim’s mission

Sagde farvel til lægejobbet for at hjælpe fattige børn

Pia Haugaard
Kim Hartzner bor lige nu i Armenien sammen med sin kone og to børn. Her er familien på besøg hos en armensk familie. FOTO: KIM HARTZNER
Læger 3. januar 2007 05:00

JEREVAN: Kim Hartzner befinder sig lige nu i Armenien, hvor han gør alt, han kan, for at skabe en god hverdag for blandt andet landets fattige børn. Men lad os nu lige skrue tiden tilbage til Hjørring i begyndelsen af 1990’erne. Her arbejdede Kim Hartzner nemlig som reservelæge på Hjørring Sygehus, fordi han som læge gerne ville specialisere sig i hjertekirurgi. Ved siden af sit arbejde havde Kim Hartzner sammen med sin far René Hartzner startet organisationen Mission Øst, der i første omgang koncentrerede sin indsats i Armenien, der efter Sovjetunionens opløsning var et af Europas fattigste lande. - I første omgang fløj vi store mængder medicin til Armenien, men siden byggede vi også et sygehus og klinikker og transporterede mad ned til armenierne, der i visse tilfælde angiveligt slog hinanden ihjel i brødkøerne for at få noget at spise, siger Kim Hartzner. Hjælpearbejdet tog altså om sig, Mission Øst voksede og Kim Hartzner kunne ikke længere få tid til både lægegerning og hjælpearbejde. - Jeg måtte vælge, selv om det ikke var let. Jeg elskede at være læge, men med mine lægelige og i øvrigt også russisksproglige kvalifikationer synes jeg, at jeg kunne skabe en stor forskel for mange mennesker gennem hjælpearbejdet. I dag befinder Kim Hartzner sig i Armenien sammen med sin familie. Han har bosat sig i landet for at få en bedre forståelse for de problemer, som landets befolkning har og for at træne de lokale læger. - Selv om Armenien er kommet delvist på fode, og selv om befolkningen ikke sulter i samme grad, som da vi første gang kom herned, så er det kun en lille gruppe mennesker, som har fået gavn af udviklingen, siger Kim Hartzner, som altså stadig mener, at det er vigtigt at yde hjælp til Armenien. Men at sige et foreløbigt farvel til Danmark har været en stor udfordring for hans familie. - Det har selvfølgelig været svært for mine børn, at vi foreløbig ét år har sagt farvel til venner og familie, men de klarer sig godt hernede, går på en international skole og har fået venner fra hele verden. Og at se mine børns glæde ved virkelig at kunne hjælpe de andre børn hernede, det bærer faktisk lønnen i sig selv for mig, siger Kim Hartzner. Kim Hartzners børn tager nemlig også del i hjælpearbejdet på deres måde, og har blandt andet givet nogle tegneredskaber til femårige Marine, der bor med sin mor i en lerhytte på 10 kvadratmeter, der tidligere har været en stald. - Marine har mistet fem søskende som følge af fattigdomsrelaterede sygdomme. At se hendes glæde og begejstring ved at få papir og blyanter, var helt overvældende, siger Kim Hartzner. Under sit ophold er Kim Hartzner med til at sætte gang i forskellige sundheds- og uddannelsesprojekter, ligesom han også stabler kampagner på benene til fordel for børns rettigheder og arbejder sammen med den armenske regering for at få uddannet skolelæger speciallæger og psykologer. - Mission Øst er simpelthen blevet en livsopgave for mig, og det er dejligt at mærke og med egne øjne se, at alt vor hjælp når frem, gør stor nytte og gør en forskel, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...