EMNER

Kim Toft ny formand for Landsbyrådet

Landsbyrådet i Brønderslev Kommune har skiftet formand - men formandsposten bliver dog i den samme landsby

kIM tOFT er valgt som ny formand for Landsbyrådet. Han afløser Eddy Marrup. Arkivfoto Kurt Bering

kIM tOFT er valgt som ny formand for Landsbyrådet. Han afløser Eddy Marrup. Arkivfoto Kurt Bering

Efter to år på posten, er Eddy Marrup fra Hallund nu blevet afløst af Kim Toft fra samme by. Kim Toft blev uden modkandidat valgt på Landsbyrådets generalforsamling onsdag aften. Og det er en formand der glæder sig til igen at gøre et stykke arbejde for de små landsbysamfund. - Jeg har tidligere været meget aktiv i Hallund, og jeg har også været med til at starte Bibko (Borgerforeninger i Brønderslev Kommune, red.) op i sin tid. Og jeg interesserer mig meget for at arbejde med udviklingen af landsbyerne, så jeg sagde ja, da jeg blev spurgt om jeg ville stille op, fortæller Kim Toft. Den nye formand vil ligge sig i selen for at fortsætte arbejdet i Landsbyrådet, men han vil også gerne være kendt for at fremme de positive historier. - Jeg kommer ikke og skal lave en masse ting om. Jeg vil fortsætte den linje, der er lagt, og så har jeg en mærkesag der går ud på, at vi skal blive bedre til at fortælle alle de positive historier fra landsbyerne, siger Kim Toft. - Mange gange handler historierne fra landsbyerne f.eks. om Låsby Svendsen, men jeg vil gerne arbejde for, at vi alle bidrager med at få udbredt de gode ting, tilføjer han. Sidder med to kasketter Siden 2001 har Kim Toft siddet i byrådet for Venstre, og er i dag gruppeformand. Og med valget som ny formand for Landsbyrådet, har Kim Toft fået endnu en kasket på, foruden kasketten som lokalpolitier. Og det er da også en problemstilling, som er blevet diskuteret grundigt, forklarer Kim Toft. - Jeg skal selvfølgelig være meget opmærksom på, hvornår jeg repræsenterer hvad. Og det var også noget, der blev diskuteret på generalforsamlingen, så alle er klar over, at der kan opstå gråzoner, siger han.