Kimbrerfest på toppen

Omsætningen i anlægget rundede for første gang millionen, og overskuddet bliver større end sidste år

Aars 3. september 2002 08:00

AARS: Lystanlægget var fyldt til sprækkepunktet, da weekendens Kimbrerfest udviklede sig til et overvældende tilløbsstykke, hvor den gamle omsætningsrekord blev slået godt og grundigt. - Det har nærmest være en optimal Kimbrerfest, erkendte festformand Tommy Hejlskov, da holdet af garvede frivillige i går begyndte at rydde op efter fire intense festdage. Vejret artede sig i modsætning til sidste år som en Kimbrerfestformand helst ser det. Samtidig var byens borgere tilsyneladende enige om at slutte en lang varm sommer af med en gedigen fest. Kimbrerfestens kasserer Finn Sørensen slår også allerede nu et sjældent stort smil op efter weekendens strabadser. - Vi når sidste års overskud på 325.000 kroner og lidt til, garanterer han. Omsætningen i anlægget er steget med 100.000 kroner og har for første gang rundet en million kroner. Samtidig har der på flere tidspunkter været flere end 3000 mennesker i anlægget på én gang. Eksempelvis blev der fredag aften solgt 2500 indgangsbilletter. Desuden havde de 3500 købere af Kimbrerfesthæftet fri adgang. Det store rykind får dog ikke festkomitéen til at overveje at udvide festpladsen. - Vi skal passe på ikke at gå for enøjet efter et større overskud. Hvis pladsen bliver for stor, risikerer vi at miste noget af intensiteten. En del af stemningen ligger jo i, at der er så mange menneske på et forholdsvis lille område, påpeger Tommy Hejlskov. Et større telt til revyen er komiteen dog i gang med at overveje, om der kan blive plads til. - I år sad folk endda udenfor teltet, når cabaretten spillede. Det går jo, når solen skinner.... 1200 spiste gule ærter, og festmiddagen lørdag aften var aldeles overtegnet. - Vi sagde nej til 40, og flere har tilskyndet af riften om pladserne allerede reserveret plads til næste år, fortæller Tommy Hejlskov. Han forventer, at et forholdsvis nøjagtigt tal for årets resultat foreligger til hjælperfesten midt i september. Det endelige overskud er dog første klar i slutningen af oktober, når alle regninger er betalt. Udsigten til det store overskud, der ryger lige lukt i lommerne på de 13 foreninger bag festen, falder i et godt år. Havde det ikke været for store engangudgifter var overskuddet nemlig blevet endnu større. - Vi har haft udgifter til nyt hegn for 20.000 kroner og haft et hængeparti på andre 20.000 kroner til renovering af anlægget efter festen sidste år, forklarer Tommy Hejlskov. Oprydningen tegner til at blive en hel del lettere i år og mindre bekostelig. I dag rykker foreningerne ind med river og affaldsposer. På næste mandag kommer festkomiteen og de øvrige frivillige igen for med hjælp fra "Din Skov & Havemand" bl.a. at reetablere nedslidte græsarealer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...