Kimbrerfesten er på rekordkurs

Formand gætter på et overskud tæt på en halv million kr.

Morten Lind
Kimbrerfestens optog var blandt de bedste i mange år. Vinderne blev Sparekassen Himmerland for det mest aktuelle. Byens Blomster vandt i kategorien det flotteste, mens Sondrup & Kastberg tog prisen for det sjoveste indslag. Foto: Lars Pauli
Kimbrerfesten 9. september 2008 10:44

Kimbrerfesten 2008 kan meget vel gå hen og blive et rekordår. Økonomien er langt fra gjort op endnu, men Kimbrerfestens formand Tommy Hejlskov er begyndt at justere smilet i opadgående retning. - Jeg tror, vi havner tæt på en halv million kroner i overskud, bemærker festformanden. Det er blandt andet et super pengeyngler resultat på 270.000 kroner (inklusiv startkapitalen på 10.000 kroner), der gør, at Tommy Hejlskov på trods af drilske regnbyger tør tro på, at det samlede resultat kommer til at overstige de 462.000 kroner fra 2004, som den gamle rekord lyder på. - Pengeynglere ligger næsten 80.000 kroner over den gamle rekord for den aktivitet, men vi har også selv genereret en pæn pose penge, understreger han. Torsdag, fredag og lørdag lå omsætningen over den tilsvarende omsætning sidste år. - Sidste år regnede det også helt tosset om søndagen, så der ingen forskel til i år, siger Tommy Hejlskov, som dog ærgrer sig lidt over at skyllen faldt ned over festen under optoget. - Det er det værst tænkelige tidspunkt. Bare en time senere, så ville folk også være fulgt med ned i anlægget, konstaterer han. Da Sussi & Leo gik på i Danseteltet kl. 16.30 søndag eftermiddag, havde de værste gener af regnen fortaget sig og teltet endte med at være aldeles fyldt. - Sussi & Leo skal tæt på publikum. Derfor havde vi placeret dem i Danseteltet, så folk undgik at skulle stå uden for, forklarer Tommy Hejlskov, der konstaterer, at festkomiteen blev belønnet for den ide. Flemming "Bamse" Jørgensen spillede senere på scenen på øen, og dén udendørs koncert blev ikke helt så velbesøgt. - Men generelt har alle vores arrangementer uden undtagelse faktisk trukket fuldt hus. Og det gælder lige fra festmiddagen til vild med dans og revyen, siger Tommy Hejlskov. Det endelige resultat er først klar om et par måneder, når de sidste regninger er betalt. Noget af det, der kan ende med at koste arrangørerne dyrt på bundlinien er oprydningen. - På grund af regnen får vi en masse omkostninger til oprydning og genetablering i anlægget, bemærker Tommy Hejlskov.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...