Kimbrerskuet 2005 - på en ny måde

Kimbrerskuet dropper søndagen. Fredag bliver der kælet for det faglige og lørdag for familierne

AARS:Hurtig og koncentreret. Et skue for zapperkulturen. Kimbrerskuet skifter tempo i efteråret 2005. Fra at være et weekendlangt skue med en stribe indslag i et sindigt tempo er det næste år arrangørernes agt at fyre alt krudtet af på to koncentrede døgn fra først på fredagen til et stykke ud på lørdag aften. Ændringen bunder i befolkningens generelt øgede fritid og en tendens i retning af, at underholdning skal skifte. Hurtigt. Zap. - Vi prøver at ramme tidens trend, zapperkulturen, ved at sørge for at afvikle de mange indslag på skuet i en hurtig, koncentreret og indbydende form, forklarer skuesekretær Lisbeth Mørck Christensen, der påpeger, at Kimbrerskuet, som andre, er nødt til at være klar til at gøre tingene på andre måder. Mund- og klovesygen for et par år udløste en ekstra Kimbrerskuedag, men det har hele tiden været arrangørernes mål at vende tilbage til et to-dages skue. - Samtidig ved vi, at mange af vores udstillere og fritidsfolket har et ønske om at holde fri søndag. Det ønske opfylder vi på denne måde, påpeger Lisbeth Mørck. Ved at begynde skuet en fredag, vurderer arrangørerne også at man bedre vil kunne målrette det mod bestemte grupper som eksempelvis skoler og børnehaver. Den første del af fredagen bliver nu i høj grad helligetden faglige del af skuet, mens lørdag i endnu stærkere bliver målrettet mod tilskuere, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med landbruget til daglig. Meget er endnu i sin vorden, men det ligger fast, at lørdagens store trækplaster "Forbrugeraftenen" bliver flyttet til fredag aften under arbejdstitlen "Naturen i erhverv og fritid". - I dag er fredag aften jo i lige så høj grad, som lørdag en familieaften, og vi vil gerne forsøge at holde fast i vores skueaftener, som vi har god respons på, understreger hun. Der skal stadig kæles om lørdag aften. - I øjeblikket arbejder vi med forskellige ideer til en spændende afslutning lørdag, siger hun, men understreger, at programmet og indholdet endnu ikke er lagt fast, men: - Det kunne være aktiviteter, der på en publikumsvenlig måde inddrager både heste og kødkvæg. Maskinudstillingen i ringen blev en succes i 2004 og bliver gentaget under skuet i 2005. Arbejdstitlen over udstillingen i ringen dækker over områder som jagt, vildt- og miljøpleje. - Det er områder, der naturligt har landbrugets store interesse. Landbruget er jo den største aktør på det område, der netop kan kaldes naturpleje, påpeger Lisbeth Mørck Christensen.