Kimbrerskuet hitter, men...

Tid til debat om fremtiden erkender formand Børge Pilgård

Aars 1. oktober 2002 08:00

AARS: Kimbrerskuet har aldrig været større, haft flere tilmeldte dyr eller varet længere. Successen er kort sagt næsten i hus, allerede inden skuets formand Børge Pilgaard på fredag officielt åbner Kimbrerskuet 2002. Alligevel er tiden inde til en grundig debat om skuets fremtid. I hvert fald hvis det står til Jens Holm Danielsen, kvægavlskonsulent og Kimbrerskuets praktiske tovholder. Han opfordrer skuets politiske bagland til at tage en intern diskussion om, hvordan skuet skal udvikle sig i fremtiden. - Vi skylder os selv at tage stilling til, om vi er tilfredse med skuets størrelse, eller om vi skal lave et endnu større skue, mener Jens Holm Danielsen. Han ser gerne, at baglandet går i gang med debatten, når årets Kimbrerskue er veloverstået. Børge Pilgaard er enig i, at der er behov for en fremtidsdiskussion. - Der er i virkeligheden nok en nødvendighed, hvis vi ikke vil risikere at komme til at stå i stampe, erkender han. Rekorden er slået Det forestående Kimbrerskue slår allerede alle rekorder. 627 dyr er meldt til. Dermed er der flere dyr på skuet i år end sidste år, hvor frygten for mund- og klovesyge ellers sikrede, at Kimbrerskuet var alene på sæsonens dyrskuemarked. Jens Holm Danielsen vurderer, at skuet blandt andet fortsætter med at vokse, fordi det ligger indendørs og på et tidspunkt, hvor der ikke er konkurrence fra andre skuer. Det er landbrugets hobbyfolk, der tegner fremgangen. - Det er på områder som heste, kødkvæg og får, vi mærker den store fremgang. Hobbylandmændene vil simpelthen ud at vise deres dyr, konstaterer Jens Holm Danielsen. Kimbrerskuet udvidede sidste år helt ekstraordinært med en enkelt dag. Den er der også brug for i år. Om formanden også fremover skal rykke sin åbningstale til fredag, er op til publikum og udstillere. - Hvis udstillerne svigter eller en af dagene viser sig ikke rigtig at trække publikum, vil vi selvfølgelig overveje, om vi skal blive ved at strække skuet over tre dage, understreger Børge Pilgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...