Kims samling er hentet på landevejene

KORSHOLM:En slørugle, en skovhornugle og en spurvehøg har den fornemste placering i Kim Andersens skab med udstoppede fugle og dyr. Det er efterhånden blevet til en nydelig samling, og den består udelukkende af trafikdræbte fugle og dyr, som Kim Andersen har fundet på sine mange ture på knallert i omegnen af sit hjem på Kragholmvej ved Korsholm. Han har fast kontakt med en konservator i Aalborg, som netop er blevet færdig med skovhornuglen. - Den fandt jeg i krydset ved Skerping, fortæller han og viser både den og sløruglen frem. Begge fugle er ret sjældne, og lige som med spurvehøgen skal der være orden i papirerne fra myndighederne, når en konservator går i gang med at udstoppe dem. - Det giver ikke problemer, når det er trafikdræbte dyr, fortæller Kim Andersen. Han har haft sin interesse for dyr og fugle i mange år, men først for 10 år siden begyndte han systematisk at samle de bedste ind, han fandt. - Det er jo få af de døde dyr og fugle, der kan bruges. De fleste er for ødelagte, konstaterer han. Kim Andersen fører nøje fortegnelse over sin samling, så man kan se hvor og hvornår dyrene er fundet. Sløruglen lå for eksempel nær Aggersund, mens spurvehøgen er fra nabolaget, hvor den var fløjet mod en rude. En flot ilder er det største af pattedyrene, men han har også Danmarks mindste rovdyr, en brud, og et egern. Foreløbig er samlingen på en snes dyr og fugle, men den vokser, fortæller Kim Andersen. - Der kommer snart en spurvehøg til, en han, som er hos konservatoren nu.