Udland

Kina advarer EU mod handelssanktioner

Det vil være værst for EU's firmaer, hvis kinesiske solcelle- og televarer pålægges afgifter, advarer Kina.

Kina advarer EU mod handelssanktioner

Kina advarer tirsdag mod, at det vil gå ud over europæiske virksomheder, hvis EU beslutter at indføre sanktioner mod firmaer inden for den kinesiske solenergi- og telekommunikationsindustri.

Europæiske firmaer har gennem længere tid beskyldt styret i Beijing for at give kinesiske producenter af solceller og telekomfirmaer en unfair konkurrencefordel gennem statsstøtte.

De europæiske firmaer har derfor opfordret EU til at lægge begrænsninger på importen.

EU er angiveligt ved at forberede en anti-dumping undersøgelse af de kinesiske telekomfirmaer Huawei og ZTE.

Talsmand for det kinesiske handelsministerium, Shen Danyang, afviser beskyldninger om, at de to selskaber skulle modtage støtte, som grundløse.

Han tilføjer, at deres vækst skyldes en reel konkurrence på markedet.

Han understreger, at mange europæiske telekommunikationsselskaber har opereret i Kina i en årrække, hvilket har været en fordel for både Beijing og Bruxelles.

- Kina ønsker ikke en sådan win-win-situation undermineret eller ødelagt.

- I betragtning af den alvorlige økonomiske situation i verden bør Kina og EU udvide samarbejdet og afstå fra at bruge handelspolitiske hindringer, siger Danyang.

Handelsministeriet i USA indførte i sidste måned afgifter på mellem 31 og 250 procent på kinesiske producenter og eksportører med den begrundelse, at kinesiske virksomheder har solgt solceller i USA til kunstigt lave priser - i fagkredse kaldet dumping.

EU kan meget vel tænkes at følge trop ved om kort tid at indføre sanktioner mod Kina, fremgår det af tidligere skriverier i medierne.

Shen advarer mod, at enhver sanktion mod kinesiske produkter kan komme til at give bagslag, fordi de kinesiske producenter inden for solceller og telekom køber en hel del europæiske råvarer.

/ritzau/AFP