Kina anholder USA-spion

Kinesiske myndigheder anholder en embedsmand, der har udleveret følsomme oplysninger til USA.

Udland 1. juni 2012 13:34 - Opdateret 1. juni 2012 13:35

Kina anholder USA-spion

En embedsmand i Kinas sikkerhedsministerium er anholdt mistænkt for at have spioneret for USA. Det siger kilder i Beijing.

Anholdelsen skete for flere måneder siden, og både den kinesiske og den amerikanske ledelse har holdt affæren hemmelig i et forsøg på at undgå yderligere spænding mellem de to lande.

Den anholdte embedsmand var ansat under en tidligere viceminister i sikkerhedsministeriet, der nu er afskediget.

Manden er under mistanke for gennem flere år at have udleveret hemmelige oplysninger om Kinas spionaktiviteter i andre lande, siger tre kilderne, som ikke vil have deres navn frem.

Embedsmanden har udleveret oplysningerne til den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Han blev anholdt en gang mellem januar og marts.

Det er uklart, hvor vigtige oplysningerne er, eller om kinesiske spioner i udlandet er blevet afsløret på grund af lækagen.

Sagen kan være det værst kendte brud på Kinas sikkerhed, og afsløringen er yderst pinlig for Kinas efterretningstjenester.

Embedsmanden har ifølge de unavngivne kilder fået udbetalt flere hundrede tusinde dollar fra CIA.

- Skaderne er massive (for Kinas efterretningsvæsen, red), siger en af kilderne.

/ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...