Politik

Kina bad Udenrigsministeriet om møde om Tibet-kommission

Udenrigsministeriet og Kinas ambassade i Danmark er mødtes to gange over Tibet-kommissionens arbejde.

Tibetkommissionen har undersøgt og skal på ny undersøge, om borgerne fik lov at ytre deres kritik af Kinas håndtering af Tibet. Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

Tibetkommissionen har undersøgt og skal på ny undersøge, om borgerne fik lov at ytre deres kritik af Kinas håndtering af Tibet. Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

Ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet har det seneste halve år haft to møder med Kinas ambassade om Tibet-kommissionens arbejde. Det skriver Radio24syv.

Første møde fandt sted 18. december 2017. Det var samme dag Tibetkommissionen udgav sin beretning om politiets handlinger ved tre kinesiske statsbesøg i Danmark.

Fra Udenrigsministeriet deltog tre embedsmænd herunder to kontorchefer, mens den kinesiske ambassade mødte op med blandt andet souschefen.

Mødet var dog ikke nok. I slutningen af april i år tog den kinesiske ambassade kontakt og arrangerede et nyt møde med Udenrigsministeriet.

Ifølge Radio24syv blev mødet sandsynligvis udløst af Københavns Politis beslutning om at tildele erstatning til borgere, der havde fået krænket deres ret til at ytre sig kritik over for Kina.

I mailen fra den kinesiske ambassade lyder det:

- Det dominerende emne vil blive den seneste nyhed om en aftale indgået af Københavns Politi.

Få dage herefter blev mødet afholdt. Hverken Udenrigsministeriet eller den kinesiske ambassade har ifølge Radio24syv ønsket at oplyse om mødets indhold.

Møderne vækker undren hos retsordfører fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Enhedslistens Rosa Lund siger til Radio24syv:

- Det er bekymrende, for jeg synes, at det bekræfter, at der er en meget tæt kontakt mellem Udenrigsministeriet og Kina, og det kan der være gode årsager til, men selv hvis det bare er en orientering af beretningens indhold, kan jeg ikke se nogen grund til, at man skal give det særskilt til kineserne.

Heller ikke Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen forstår, hvor de danske embedsmænd skulle mødes med de kinesiske ambassadefolk.

- Ret beset handler Tibet-kommissionens arbejde ikke ret meget om Kina, siger han til Radio24syv.

- Det handler om, hvordan danske myndigheder har brudt grundloven, så man kan ikke tænke andet end, at det handler om, at man i Udenrigsministeriet har følt, at man skulle kalde kineserne ind for at opretholde et godt forhold, og det er den forkerte fremgangsmåde, for Kina må jo lære at respektere, at der er nogle danske regler og en grundlov, der gælder her.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst