Udland

Kina er alvorligt bekymret for syrisk uro

Efter at have slæbt på fødderne er Kina på det rene med, at den eskalerende situation i Syrien er uholdbar.

Kina er alvorligt bekymret for syrisk uro

Syrien er nået til en kritisk korsvej, siger Kina onsdag og udtrykker alvorlig bekymring over situationen i landet.

Det sker, efter at FN's fredsbevarende chef har sagt, at Syrien nu er i åben borgerkrig.

Verdens betydningsfulde magter famler for at finde en måde at få afsluttet blodsudgydelserne. De får hver dag dødstallene til at stige på trods af en aftalt våbenhvile, der skulle være trådt i kraft 12. april, skriver AFP.

Der er også rapporter om, at børn bliver brugt som menneskelige skjold.

Aktivister siger, at omkring 14.100 mennesker er blevet dræbt under den 15 måneder lange opstand mod præsident Bashar al-Assads regime, og FN's fredsbevarende chef, Herve Ladsous, har sagt, at der nu udspiller sig en regulær borgerkrig i Syrien.

Kina, der er et af de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd med vetoret, har gentagne gange sammen med Rusland modsat sig en fremmed indgriben i landet og et tvunget magtskifte i Syrien.

Kineserne har opfordrer begge parter til at rette sig efter Den Arabiske Ligas udsending Kofi Annans fredsplan.

- Kina udtrykker en alvorlig bekymring over situationen i Syrien. Vi mener, at situationen befinder sig ved en farlig korsvej. Vi håber, at parterne i Syrien vil gøre alt for at beskytte civile, siger talsmand for udenrigsministeren Liu Weimin til journalister.

Annan har på stedet forsøgt at få indført sin seks punkters fredsplan, som blandt andet opfordrer begge sider til at lægge deres våben fra sig øjeblikkeligt og deltage i den syrisk ledede politiske overgang.

Men der har været stigende vold samtidig med, at Assad har afvist at træde tilbage og i stedet indsat sin tungt bevæbnede hær mod oppositionen.

/ritzau/AFP