Kina er klar til at svare igen på Trump-told

USA varsler told for 200 milliarder dollar. Det giver ny usikkerhed mellem parterne, svarer Kina.

Lastbil med container i havnebyen Linyungang i det østlige Kina. Trump  varslede mandag told på import af varer fra Kina på 200 milliarder dollar. 
Det træder i kraft i starten af næste uge. Foto: Str/Ritzau Scanpix

Lastbil med container i havnebyen Linyungang i det østlige Kina. Trump varslede mandag told på import af varer fra Kina på 200 milliarder dollar. Det træder i kraft i starten af næste uge. Foto: Str/Ritzau Scanpix

Kinas regering oplyser tirsdag, at den vil svare igen på den amerikanske præsident Donald Trumps nye toldsatser på kinesiske varer ved at ramme amerikanske varer med told.

Beskeden kommer, efter at Trump mandag varslede told på import af varer fra Kina på 200 milliarder dollar.

Det træder i kraft i starten af næste uge.

- For at kunne sikre dets legitime rettigheder og interesser og den globale orden for frihandel, så har Kina ikke noget andet valg end at tage modforholdsregler i samme takt, skriver handelsministeriet i Beijing.

Kina har tidligere truet med at pålægge amerikanske varer for 60 milliarder dollar ekstra told. Men det nævnes ikke i den kinesiske erklæring.

- USA insisterer på at øge tolden, og det medfører ny usikkerhed i samtalerne mellem de to parter, hedder det.

I en erklæring siger Trump, at Kina ikke har været villig til at ændre kurs.

- Vi har i månedsvis opfordret Kina til at ændre disse uretfærdige praksisser og give amerikanske virksomheder en fair behandling, siger han.

Fra 24. september lægges der told på kinesiske varer til 200 milliarder dollar. Toldsatsen stiger fra nytår til 25 procent.

I forvejen er der lagt ekstra told på kinesiske varer for 50 milliarder dollar. Så sammenlagt er det varer for 250 milliarder dollar, der er ramt. Det er tæt på halvdelen af alle de varer, som Kina sælger til USA.

Trump advarer Kina mod at svare igen.

- Hvis Kina griber til at straffe vores landmænd eller andre industrier, så vil vi øjeblikkelig gribe til fase tre, som er told på import for cirka 267 milliarder dollar, siger han. Altså told på alle varer fra Kina.

Han siger direkte henvendt til Kinas leder, Xi Jinping, at han skal stoppe den uretfærdige måde, som Kina driver handel på.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.