Naturkatastrofer

Kina fylder vand i Tre Slugter-søen

Oversvømmelse vil medføre forurening og floden vil mudre til

Efter ti års forberedelser er Kina begyndt at fylde vand i det, der skal blive en opdæmmet sø i De Tre Slugter som led i verdens største dæmningsprojekt. Kritikere siger, at det gigantiske projekt kan udvikle sig til en miljøkatastrofe. Sluseportene på den enorme dæmning ved Yichang i den centrale kinesiske provins Hubei bliver lukket, og vandet fra floden Yangtze, som ofte går over sine bredder, vil danne et reservoir, som bliver 600 kilometer langt, oplyser de statslige medier. Vandstanden ventes at nå 135 meter inden midt i juni, rapporterer det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua. Planen er at hæve vandstanden yderligere næste år, så 29 millioner kvadratmeter jord i sidste ende vil være sat under vand. Arbejdet på den omstridte dæmning, som koster 25 milliarder dollar (158 milliarder kroner), blev indledt i 1993 og skal færdiggøres i 2009. Projektet er blevet udsat for hård kritik både i Kina og omverdenen, fordi det menes at være umuligt at styre og vil give alvorlige miljømæssige følger. Den tidligere parlamentsformand og premierminister Li Peng, som ignorerede modstanden og satte sig i spidsen for Tre Slugter-planen, siger, at det er nødvendigt med en dæmning, hvis Yangtze skal tæmmes. Over 300.000 mennesker er omkommet som følge af oversvømmelser af floden alene det seneste århundrede. Hvad angår vandgennemstrømning overgås Yangtze kun af Amazon-floden og Congo-floden. Men projektet medfører, at over en million kinesere skal tvangsflyttes, og kritikere siger, at oversvømmelsen af tømte byer og landsbyer vil resultere i alvorlig forurening og føre til, at strømmen i floden bremses, og at den mudrer til. - Årtierne med ophobet affald fra landsbyer, hospitaler og gravpladser, heriblandt meget giftigt overskudsmateriale fra fabrikker, er der stadig, siger den systemkritiske forfatter Dai Qing til det britiske nyhedsbureau Reuters. - Det er svært at anslå, men der er millioner af døde rotter rundt om i dalen fra dengang, da myndigheder lagde gift for dem som forberedelse af oversvømmelsen, siger hun. - Disse ting vil alle sammen være der, når området bliver sat under vand, og vandet bruges til drikkeformål, så problemet er langt fra løst. Over 1,1 millioner bønder, som bor langs Yangtze, vil blive bosat andetsteds - flere hundrede tusinde er allerede blevet flyttet - inden ældgamle landsbyer oversvømmes. Over 1000 antikke genstande er blevet flyttet, heriblandt Liu Beis grav. Han var konge i staten Shu for omkring 1700 år siden og var en central skikkelse i den klassiske roman "Tre kongeriger". Projektet har også været plaget af korruption, og der opstod dybe revner i dæmningen, som det var nødvendigt at reparere. Men regeringen siger, at der er mere vundet end tabt ved projektet, som kan imødekomme fremtidige behov for energi og begynde at producere elektricitet til den boomende kinesiske økonomi fra senere i år. Når De Tre Slugters dæmning er færdig i 2009, vil den have 26 turbiner - og bliver den største i verden. Den vil generere 18.200 megawatt strøm, hvilket svarer til 10 kulfyrede kraftværker, som bruger 50 millioner ton kul om året. To 700 megawatt generatorer vil blive sat i gang i august og to andre i oktober, citerer Xinhua De Tre Slugters talsmand, Chi Wenjiang, for at sige. Projektet vil forsyne Shanghai og otte provinser i det centrale, østlige og sydlige Kina med elektricitet i løbet af de kommende tre år. /ritzau/Reuters/