Udland

Kina i modvind: Industriproduktionen falder

Industriproduktionen i Kina falder fortsat og er på det laveste niveau i syv måneder, viser ny opgørelse.

Kina i modvind: Industriproduktionen falder

Den kinesiske industriproduktion falder for ottende måned i træk og er nu på sit laveste niveau siden oktober i fjor.

Det viser en analyse, som banken HSBC har udarbejdet. Der er tale om et såkaldt produktionsindeks, der viser et fald i maj måned til 48,1 fra 48,8 i april.

De første tal for juni viser også tilbagegang.

Det er især faldende ordretilgang fra udlandet og nedgang i efterspørgslen på det kinesiske hjemmemarked, der er årsag til produktionsnedgangen.

HSBC skriver, at faldet i ordretilgange fra udlandet i maj var det største siden marts 2009.

- Kinas industriproduktion forsætter med at falde. Og eksporten vil sandsynligvis også falde, for Kina møder modvind i udlandet, skriver banken.

Kinas handelsministerium advarede tidligere på året om, at landet står over for "alvorlige handelsproblemer i år". Økonomer regner med, at regeringen hurtigt kommer med initiativer, der styrker produktionen.

Regeringen i Beijing har allerede sænket renten. Det skete den 6. juni.

Eksperter peger på, at den økonomiske krise i Europa og den fortsat svage vækst i USA er vigtige årsager til, at den kinesiske økonomi er ved at tabe pusten.

Væksten i årets første kvartal var 8,1 procent. Det er den laveste vækst i tre år i Kina.

/ritzau/AFP