Planteavl

Kina sætter sig på verdensmarkedet for korn

KØBENHAVN:En voksende svineproduktion og næsten tomme kornlagre vil i løbet af et par år betyde, at Kina fra at være eksportør af korn får et importbehov på omkring 40 millioner ton korn årligt, fremgår det af en ny rapport fra Landbrugsraadet. Rapporten søger at besvare spørgsmålet, om Kina bliver en konkurrent eller en kunde. Går det som forudset, vil Kina sætte sig på 20 procent af verdenshandlen for korn, og med en så stor del af verdenshandlen vil Kina komme til at diktere verdensmarkedsprisen. - Danske landmænd skal fremover orientere sig mod Kina, når de skal følge prisudviklingen for foderstoffer. Kina vil få samme betydning for markedet for foderstoffer, som landet i dag har for markedet for energi. Hvis efterspørgslen er stor i Kina, vil verdensmarkedsprisen være høj, siger cheføkonom i Landbrugsraadet, Karl Christian Møller, til Ritzau. /ritzau/