Kina vil bygge billige vindmøller til verden

Kineserne kan lave vindmøller, der er op til en tredjedel billigere, end deres vestlige konkurrenters.

Og det kan få betydning for blandt andre danske Vestas, når nu kineserne begynder at se sig om efter andre markeder. - Oversøiske forretningsaftaler vil komme til at spille en vigtig rolle for at gøre Sinovel (kinesisk vindmølleproducent, red.) til et internationalt selskab, siger selskabets talsmand Tao Gang til Financial Times. Om det europæiske marked siger han, at det "uden tvivl er et af Sinovels vigtigste". For blot fem år siden var der ikke en eneste vindmøllefabrikant i Kina på listen over top 10. Nu er der fire på listen - her iblandt Sinovel, der ligger som nummer to efter Vestas. Kineserne sætter en ny vindmølle op i timen. Men det kinesiske el-system kæmper med at få implementeret den grønne energi. Derfor er man nu parat til at gå ud over landets grænser og finde nye kunder. Sinovel fik allerede en aftale med det irske selskab Mainstream Renewable Power på 12 milliarder kroner i juli i år. Og Henrik Stiesdal, teknologichef i Siemens i Brande, siger til avisen: - Vi skal tage udfordringen fra Kina og andre lande med lave udgifter alvorligt. Det er klart, siger han. /ritzau/