Kina vil ikke lade sig overtrumfe af USA i handelskonflikt

Kina vil gerne løse handelskonflikt, men vil ikke lade USA diktere slagets gang, skriver kinesisk statsmedie.

Der er dømt magtkamp for alle pengene, når USA og Kina skal forsøge at nå til enighed i handelskrisen, lyder det i China Daily. På billedet ses Kinas præsident, Xi Jinping, og USA's præsident, Donald Trump, under et møde i 2017. Foto: Carlos Barria/arkiv/Reuters

Der er dømt magtkamp for alle pengene, når USA og Kina skal forsøge at nå til enighed i handelskrisen, lyder det i China Daily. På billedet ses Kinas præsident, Xi Jinping, og USA's præsident, Donald Trump, under et møde i 2017. Foto: Carlos Barria/arkiv/Reuters

Kina vil ikke lade sig kue af USA i de fremtidige forhandlinger i handelskonflikten mellem de to stormagter.

Det skriver det statsejede kinesiske medie China Daily i sin leder fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kina har accepteret en invitation fra USA til en ny række møder, hvor parterne vil forsøge at finde en løsning på handelskonflikten.

Men selv om Kina er "seriøs" omkring at løse konflikten igennem forhandlinger, så vil landet ikke lade sig overtrumfe. Det er til trods for, at handelskonflikten har skabt stigende bekymring om den kinesiske økonomi.

- Trump-administrationen begår en fejltagelse, hvis den tror, at Kina vil overgive sig til USA's krav. Kina kan drive sin økonomi, også hvis handelskrigen trækker ud, skriver China Daily.

Og hvis USA indfører yderligere toldtariffer på kinesiske importvarer, vil Kina "ikke tøve med at indføre modforanstaltninger", som skal "beskytte kinesiske interesser", lyder det videre i lederen.

USA's præsident, Donald Trump, skrev torsdag på Twitter, at USA har kontrollen over forhandlingerne.

- Vi er ikke under pres for at indgå en aftale med Kina. De er under pres for at indgå en aftale med os, skrev Trump.

- Vores markeder svulmer, deres kollapser, lød det torsdag fra præsidenten.

USA har tidligere indført yderligere told på kinesiske varer på op mod 50 milliarder dollar. Det svarer til 323 milliarder danske kroner.

Og ifølge Reuters arbejder Trump-administrationen i disse dage på at indføre en yderligere straftold på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar. Det svarer til 1290 milliarder danske kroner.

Talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium, Geng Shuang, sagde torsdag, at Kina accepterer USA's invitation. De to lande vil snart drøfte detaljerne om de fremtidige forhandlinger.

Det lykkedes ikke parterne at nå til enighed ved den seneste runde af forhandlinger i august.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.