Kina vil med ny lov beskytte kvinder på arbejdspladser
Lovforslag sigter på at tage livtag med diskrimination af kvinder på Kinas arbejdsmarked.

China Alibaba Sexual Assault Andy Wong/Ritzau Scanpix
Kina overvejer at indføre nye regler, der skal forhindre diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet.
Det fremgår af et udkast til et lovforslag offentliggjort fredag.
Ifølge forslaget skal det være forbudt for arbejdsgivere at inkludere kønspræferencer i jobopslag.
Det skal også være forbudt at udfritte kvindelige ansøgere om ægteskabelige forhold og deres overvejelser om graviditet. Det har i årtier været en udbredt og omstridt praksis.
En rapport i juni fra den internationale rettighedsbevægelse Human Rights Group viste, at i et ud af fem opslag til stillinger i det offentlige blev mænd fremhævet som foretrukne ansøgere.
Det fremgik også af rapporten, at det er normalt at få kvindelige ansatte til at underskrive en kontrakt, hvor de lover ikke at blive gravide i de første år efter deres ansættelse. Den metode anvendes også af mange skole som en forudsætning for at blive ansat.
Kinas kraftige økonomiske udvikling de seneste fire årtier kombineret med den tidligere politik om, at et ægtepar kun måtte få ét barn, har åbnet nye uddannelses- og jobmuligheder for kvinder.
Trods det er andelen af kvinder i landets arbejdsstyrke dalet, fordi mange arbejdsgivere foretrækker mandlige medarbejdere.
Det spiller også ind, at flere kvinder vælger at passe deres børn hjemme. Det skyldes ofte mangel på muligheder for at få børn passet til overkommelige priser.
Forslaget om nye regler falder sammen med en voksende bekymring for, at kommunistpartiets forholdsvis nye familiepolitik, om at ægtepar må få tre børn, kan gøre arbejdsgivere endnu mere tilbageholdende med at ansætte kvinder.
Lovforslaget kommer også på et tidspunkt, hvor flere højt profilerede sager om seksuelle overgreb på arbejdspladser har skabt vrede i dele af befolkningen.
Deriblandt en sag fra tidligere i december, da en kvindelig ansat hos e-handelsgiganten Alibaba blev fyret. Hendes brøde bestod i, at hun havde beskyldt en mellemleder for et seksuelt overgreb.
De foreslåede ændringer vil ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua gøre det nemmere for arbejdspladser at håndhæve regler om passende adfærd, fordi det i forslaget bliver klart defineret, hvad seksuel chikane er.
Ifølge fredagens udkast skal "vulgær tale", "upassende fysisk adfærd" eller "visning eller spredning af seksuelle billeder, information, tekst, lyd eller video" fremover forbydes.
/ritzau/AFP