Kinas kommunistparti vil lade præsidenten fortsætte

Et nyt forslag vil lade præsidenter i Kina fortsætte længere end den nuværende begrænsning på to perioder.

Det kinesiske kommunistparti foreslår, at fjerne begrænsningen for, hvor længe en præsident kan sidde. Dermed vil den nuværende præsident, Xi Jinping, kunne fortsætte efter 2023. Foto: Reuters/Pool

Det kinesiske kommunistparti foreslår, at fjerne begrænsningen for, hvor længe en præsident kan sidde. Dermed vil den nuværende præsident, Xi Jinping, kunne fortsætte efter 2023. Foto: Reuters/Pool

Det kinesiske kommunistpartis centralkomité foreslår at fjerne den begrænsning på to præsidentperioder, der er skrevet ind i Kinas forfatning. Det skriver nyhedsbureauet Xinhua.

Ifølge nyhedsbureauet foreslår komitéen, der er det højeste organ i det kinesiske kommunistparti, at fjerne sætningen "skal ikke sidde mere end to fortløbende perioder" fra forfatningen.

I øjeblikket er en præsidentperiode i Kina på fem år.

Kina har siden 2013 været styret af Xi Jinping, der blev valgt som landets præsident. Han er derudover generalsekretær for Kinas kommunistiske parti og formand for landets centrale militære komité.

Uden den foreslåede ændring vil Xi Jinpings periode udløbe i 2023.

Xi har siden sin tiltræden som præsident taget meget magt til sig og har gennemført et større opgør med modstandere i partiet.

Blandt andet for at rydde op i korruption og styrke den interne disciplin i partiet er tusinder af medlemmer blevet dømt og straffet for korruption.

Som præsident har Xi Jinping desuden stået for en strammere linje over for befolkningen. Censuren er øget, og der er slået hårdt ned på kritiske stemmer.

Udenrigspolitisk står Xi Jinping for den mere aggressive linje, der har kendetegnet Kina de seneste år. Blandt andet med ekspansion i Det Sydkinesiske Hav og en hårdere kurs over for andre asiatiske lande.

Xi Jinping, der er søn af en kendt skikkelse fra det kommunistiske partis overtagelse af Kina efter Anden Verdenskrig, er ifølge nogle iagttagere samtidig i gang med at opdyrke en personkult omkring sig selv.

Det er sket med bogudgivelser, statuer, museer og endda popsange til hans ære.

I meddelelsen fra kommunistpartiet søndag fremgår det også, at udgivelsen "Xi Jinpings tanker om socialisme med kinesiske karakteristika i en ny æra" skal skrives ind i landets forfatning.

Kommunistpartiet tog magten i Kina under formand Mao Zedong efter en lang og blodig borgerkrig. Efterfølgende styrede Mao Zedong Kina med hård hånd og udslettede sine politiske modstandere.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.