Kinas leder lover nye gigantinvesteringer i Afrika

Samarbejde skal føre til håndgribelige goder og store resultater, som kan ses og mærkes, siger præsident Xi.

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, der her inspicerer en æresgarde i Beijing sammen med Kinas præsident, Xi Jinping, er en af en lang række afrikanske ledere som har fået lovning på nye store kinesiske investeringer i det afrikanske kontinent. Foto: Andy Wong/Ritzau Scanpix
Arbejdsmarked 3. september 2018 12:57

Kinas præsident, Xi Jinping, har meddelt, at hans land er parat til at investere yderligere 60 milliarder dollar (over 385 milliarder kroner) i Afrika.

Han forsikrer, at kinesiske virksomheder vil blive opfordret til at investere mindst ti milliarder dollar i kontinentet over de næste tre år.

Xi advarer mod "forfængelighedsprojekter" og siger, at den kinesiske hjælp ikke er en ny form for kolonialisme.

Den kinesiske leder gav meddelelse om de nye store investeringer i en tale ved åbningen af et topmøde med afrikanske ledere. Han lover en udvikling, hvor befolkningen på det afrikanske kontinent kommer til at se og mærke en ny udvikling, som bliver "grøn og vedvarende".

Kina har afvist at give sig af med, hvad landet kalder "gældsfælde-diplomati". Xi Jinpings tilbud om flere penge kommer, efter at Kina ved et tidligere topmøde for tre år siden også gav lovning på investeringer for 60 milliarder dollar.

Xi, der holdt talen i Folkets Store Hal i Beijing, siger, at den nye pulje omfatter hjælp, rentefrie lån og gunstige lån samt kreditter.

Samarbejdet i organisationen Forum for Kina og Afrika (Focac) skal føre til håndgribelige goder og succesfulde resultater, som kan ses og mærkes, siger Xi.

Nogle afrikanske politikere siger, at Kinas politik for nogle lande betyder, at de bliver begravet i gæld. Men den kinesiske præsident understreger, at Kina ikke har knyttet særlige politiske betingelser til de økonomiske udspil.

- Vores samarbejde har til formål at få fjernet de store flaskehalse for udvikling. Det skal ikke tjene forfængelighedsprojekter, siger Xi.

Ved dette års topmøde mellem kinesiske ledere og ledere fra de afrikanske lande har Kina lovet, at det vil være gå mere forsigtigt til værks end tidligere for at sikre, at alle projekter er mere bæredygtige.

De afrikanske lande håber på, at Kinas støtte til infrastruktur vil skabe grundlag for industrialisering hen over kontinentet.

Kina lægger stor vægt på, at der mangler infrastruktur i Afrika, og Afrika spiller en vigtig rolle i kinesernes gigantiske silkevejsprojekt.

Projektet, som er et af de vigtigste for præsident Xi, skal genskabe en moderne version af den gamle handelsrute Silkevejen, der gjorde det nemt for kineserne at handle med resten af verden.

Kina har meldt ud, at det vil bruge, hvad der svarer til over 1000 milliarder dollar (op mod 6400 milliarder kroner) på projektet, som er en blanding af transportruter til lands og til vands.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...