Kinas præsident lukker ned for dansk presse

Hu Jintao afviser at stille op til pressekonference, når han gæster Danmark sidst på ugen.

Kinas præsident lukker ned for dansk presse

Når den kinesiske præsident, Hu Jintao, aflægger Danmark et statsbesøg, bliver det ikke muligt for pressen at stille spørgsmål om hverken kinesiske erhvervsinteresser i Danmark, Arktis, Tibet eller menneskerettighedssituationen i Kina.

Det skriver politiken.dk.

Kina har afvist at stille op til en pressekonference under det historiske statsbesøg, hvor Hu Jintao blandt andet skal sejle med kongeskibet Dannebrog, deltage i gallataffel og møde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Vi kan bekræfte, at vi fra dansk side ønskede en pressekonference. Det er ikke fast praksis for ham at deltage i pressekonferencer, og det har kineserne ikke ønsket i forbindelse med det her statsbesøg, oplyser Statsministeriets pressekontor til politiken.dk.

Den kinesiske præsident har ry for at være meget lukket i forhold til pressen. I snart ti år har han ikke stillet op en eneste gang til et personligt interview, skriver politiken.dk.

Hu Jintao besøger Danmark fra torsdag den 14. juni til lørdag den 16. juni.

/ritzau/