Udland

Kinas Xi er i Moskva på første udlandsrejse

Kinas nye præsident indvarsler med besøg i Rusland en ny epoke i relationerne mellem Moskva og Beijing.

Kinas Xi er i Moskva på første udlandsrejse

Kinas nye præsident, Xi Jinping, ankom fredag til Moskva på sit første udlandsbesøg efter sin magtovertagelse tidligere i denne måned.

Xi og hans russiske modpart, Vladimir Putin, skal underskrive en række nye energi- og investeringsaftaler, som ikke mindst omfatter eksport af russisk olie til Kina.

Der er lagt op til, at de to store lande forstærker et samarbejde med en række strategisk vigtige aftaler.

- Kina og Rusland er de centrale og vigtigste strategiske partnere, siger Xi i et interview med russiske medier.

Om Putin siger den kinesiske præsident, at "vi taler på mange måder samme sprog."

Putin siger, at Kina og Rusland ønsker en mere retfærdig verdensorden.

- Den kendsgerning, at den nye kinesiske leder kommer til vort land først, bekræfter, at der består et særligt forhold og et strategisk partnerskab mellem Rusland og Kina, siger Putin forud for den kinesiske leders besøg.

Iagttagere siger, at de to ledere vil forsøge at fastlægge en samarbejdsplan for det kommende årti.

- Det, vi taler om, er en ny epoke i relationerne mellem Rusland og Kina, siger Sergej Sanakojev, som er veteranekspert på kinesiske forhold, og som har forbindelser til den russiske regering.

Under Den Kolde Krig var de to lande fjendtlige over for hinanden, men de er over en årrække rykket tætter og tættere på hinanden som modvægt til USA's globale dominans.

I FN har både Rusland og Kina nedlagt veto mod resolutioner, der var rettet mod det syriske regime under præsident Bashar al-Assad, og både Syrien og Nordkorea står højt på dagsordenen ved Putins og Xis møder.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.